DSB stopper samarbejdet med vagtværn, der blev hyret for at nedbringe antallet af tiggere og hjemløse.

København. Siden efteråret har DSB haft et privat vagtværn til at patruljere togperronerne i Københavnsområdet.

Formålet har været at få sovende og ubudne gæster væk fra stationerne.

Men fra 31. juli stopper det.

Det oplyser områdechef i DSB Togdrift Leif Fabrin til DR P4 København.

- Vi har vurderet, at tiggeriet i øjeblikket er på et acceptabelt niveau.

- Vores egne tiltag er på nuværende tidspunkt tilstrækkelige, siger han til radiostationen.

Sand, som er en organisation for hjemløse, har tidligere kaldt DSB's samarbejde med det private vagtværn for forkert. Ifølge organisationen er vagterne alt for hårdhændede.

Sands formand, Christina Strauss, er derfor også glad for, at DSB dropper det private vagtværn.

- Det er fantastisk. Det er en håbløs måde at drive hetz mod udsatte mennesker, siger hun til DR P4 København.

DSB vil dog fortsætte med selv at bortvise tiggere og hjemløse.

- Vi skrider ind, hvis vi oplever tiggeri og ulovligt ophold på perroner og i togene, siger Leif Fabrin.

Han vil dog ikke afvise, at vagtværnet kan få opgaven igen.

- Hvis det viser sig igen at blive et problem, så vil vi igen kunne hyre vagtværnet, siger han.

/ritzau/