Medarbejdere og producenter skal kunne DRs etiske regler på fingrene, men etikbestemmelsen for iscenesættelse skal ikke blokere for nytænkning.

Danmarks Radio vil inden for halvanden måned præsentere en handlingsplan over de initiativer, der skal sættes i gang for at styrke institutionens programetik.

DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn siger til Berlingske Nyhedsbureau, at arbejdet allerede er begyndt, uden at tidshorisonten dog er lagt fast endnu:

- Men det bliver ikke et halvt år. Det bliver snarere inden for halvanden måned, at vi har et udkast færdig, siger hun og peger på tre konkrete ting der skal arbejdes med:

- Styrkelse af arbejdet med programetikken generelt i DR.

- Udarbejdelse af en konkret bestemmelse, der handler om brugen af iscenesættelser og kontrakten med seerne.

- Fokus på nyhedsplanlægningen, når der dækkes store komplicerede sager banksagen i Hjørring.

For programetikken generelt handler det om, at alle medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere kender og overholder programetikken:

- De eksterne producenter er også forpligtet til at overholde vores programetik. Det kræver et konstant fokus og løbende arbejde, og det vil vi simpelthen opgradere, siger Maria Rørbye Rønn og fremhæver, at det ikke blot er et stykke kommunikationsarbejde:

- Det er mere end det. Det er dialog og uddannelse af medarbejdere, så man, alt efter hvilke områder man arbejder med, er fuldt rustet til de særlige bestemmelser, der gælder på de enkelte områder. Eksempelvis er det vigtigt for retsreportere, at de kender alle de særlige regler på området. Det gælder Retsplejeloven og DRs retningslinjer, og dem skal man selvfølgelig være spidse i, siger generaldirektøren.

Når det gælder regler for iscenesættelse, er der tale om et forholdsvis nyt område, som man skal forholde sig til i DR.

- Vi har meget lidt i dag om iscenesættelser i programetikken, men denne sag har vist os, at der er vigtigt at få det med, så det er klart for alle, inden for hvilke rammer vi arbejder med iscenesættelser, og hvor grænserne går.

Samtidig understreger Maria Rørbye Rønn, at bestemmelsen heller ikke skal være for rigid:

- Det skal ikke være en eller anden bestemmelse, der låser nogle situationer fast, for jeg tror, at de her ting udvikler sig over tid. Men det er vigtigt, at vi får defineret, hvilke kriterier man skal vurdere på for at vide, om man holder sig inden for »stregen«. Altså, er der nogle advarselslamper, der blinker, så man ved, hvilke vurderinger man skal foretage sig, og hvis man er i tvivl, hvem man så skal gå til, siger hun.

Diskussionen om de to punkter kommer til at foregå i DRs programetikudvalg, hvor der sidder chefer, jurister og DRs seer-lytterredaktør.

Det øgede fokus på nyhedsplanlægningen bliver en sag for nyhedsledelsen, siger generaldirektøren på baggrund af banksagen fra Hjørring:

- Her skete der et uheldigt sammenstød mellem to genrer, som viser, hvor utroligt vigtigt det er, at der bliver kommunikeret internt om, hvad der foregår. Men det handler også om at diskutere, om tingene er tilrettelagt på den rigtige måde, og om at det gøres på den rigtige måde, siger hun.

- Der rigtigt mange nuancer i det her. Derfor er det vigtigt, at det diskuteres igennem, så det kan være langtidsholdbart.