DR nægter, at der er politisk slagside i de store dramaserier, men de borgerlige - og ikke mindst DF - er ved at have fået nok af public service-stationen. Der er lagt op til regulært slagsmål, som kun et nyt medieforlig eller en ny regeringschef a la Birgitte Nyborg kan afgøre.
Benægt, benægt, benægt.
Så enkelt kan reaktionen fra DR's chefer ofte opsummeres, når mastodonten kritiseres i offentligheden, og sådan var det i ugens løb, da dramachef, Piv Bernth, skulle forholde sig til en måling i Politiken om, hvorvidt DR's dramaserier har politisk slagside.
Målinger kan altid vendes og drejes, men ét tal sagde en del: Kun tre procent af de adspurgte danskere mener, at DR's dramaer er højreorienterede.
Ifølge Piv Bernth er det imidlertid forkert at konkludere noget som helst om befolkningens holdninger til DR's dramaer efter en tid, hvor der har været postyr om den kontroversielle tv-serie 1864, og hvor danskerne ifølge dramachefen har "fået tudet ørene fulde med forkerte påstande" om en politisk dagsorden i DR-serierne.
Gabolds bombe
Problemet for dramachefen er imidlertid, at hendes forgænger, Ingolf Gabold, i et opsigtsvækkende interview for nylig har fastslået, at han med 1864 de facto ønskede et opgør med Dansk Folkeparti. Med serien ville Gabold »diskutere hele den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske.«
Seriens instruktør, Ole Bornedal, afviste prompte, at hans film var et politisk projekt. Han medgav dog, at serien vendte sig imod nationalisme, men som han sagde: »Det er ikke kontroversielt, det er menneskelig konsensus.«
Netop den passus fik Politikens kulturredaktør, Rune Lykkeberg, til at konstatere, at Bornedals udsagn svarer til den udbredte holdning hos de Radikale, som i egen opfattelse står for det, alle burde stå for, men som flertallet desværre er for dumme til at fatte.
Bornedals udfald
Har man fulgt med i Ole Bornedals ageren, skal man da også være døv og blind for ikke at kunne få øje på instruktørens udfald mod DF. Da Pia Kjærsgaard mente, at Bornedal i 1864 kritiserede nutidens stramme udlændingepolitik ved at vise, hvordan en flok sigøjnere i et af afsnittene i 1864 blev mishandlet af nationalistiske danskere, lød svaret fra instruktøren, at hun nok ikke kunne lide, at sigøjnerne blev fremstillet sympatisk.
»Jeg havde vel klaret frisag, hvis jeg havde vist dem som de sortsmudskede tyve og voldsmænd, de jo nok er indeni Pias farve-fattige bevidsthed,« lød det fra Bornedal.
Overfor Berlingske udbyggede instruktøren kort efter sin kritik af DF:
»DF afslører, at det er deres absolutte ideologiske hjørnesten, at danskerne i deres natur er noget SÆRLIGT - altså i blodet og i nationen - og at de gerne vil styre det budskab. Også i kunsten og i TV-Drama i fremtiden,« sagde Ole Bornedal.
Piv Bernth angriber DF
Nu viser et interview med en newzealandsk radiostation, at også dramachef Piv Bernth har en stærkt negativ holdning til Dansk Folkeparti.
Fjernt fra den hjemlige presse tager Piv Bernth bladet fra munden og fortæller bl.a., at hun personligt ikke kan forstå, hvorfor Helle Thorning-Schmidt ikke blev genvalgt som statsminister. Derpå peger hun på DF som årsagen:
»Vi har et højreorienteret parti, der hedder Dansk Folkeparti, som er blevet rigtig store. De har rigtig mangevælgere og er meget højreorienterede. De kan ikke lide indvandrere. De prøver at være meget humane over for de ældre og sådan noget, men det er ikke reelt, for de prøver at skære ned andre steder, hvilket går ud over alle,« lyder det fra Piv Bernth.
Dramachefen kritiserer også, at DF ikke selv ville gå i regering, og hun konstaterer, at hun ikke har respekt for, at partiet ikke ville deltage i en regering.
»Alle sagde, at det skulle de, men det ville DF ikke. DF sagde, at de havde mere indflydelse ved at stå uden for regering og samtidig ikke havde det samme ansvar. Jeg må sige, at det har jeg ingen respekt for.«
I interviewet fastslår hun også, at det var »ubehøvlet« af Morgenavisen Jyllands-Posten at bringe Muhammed-tegningerne, og at hun forud for en rejse til Syrien i 2007 havde tænkt sig at sige, at hun var svensker, ikke dansker - hvilket dog ikke blev nødvendigt for hende, eftersom syrerne var »meget imødekommende.«
Samråd venter
Piv Bernth kan naturligvis sige, at hun har ytringsfrihed, og at hendes personlige modvilje mod DF ikke har indflydelse på, hvordan DR's serier kommer til at se ud. Men hendes holdninger til DF vil næppe stille DR bedre i den verserende sag om, hvor vidt DR skaber serier med politisk slagside.
I Dansk Folkeparti er man da også forbløffet over dramachefens udfald. Næste akt i dramaet om, hvor vidt DR politiserer - eller ej - udspilles i et samråd i Folketinget den 3. marts, hvor DF på baggrund af Ingolf Gabolds udtalelser vil have ministeren til at redegøre for, hvilke følger det skal have for DR, »at ansatte bruger licens- og skattepenge til at forgribe sig på filmkunsten og angribe Dansk Folkeparti gennem en serie som 1864«.
Samrådet i sig selv kommer der næppe meget ud af. Men forløbet er samlet set ekstremt pinagtigt for DR, for selv om institutionens chefer konsekvent nægter det, kan mange andre godt få øje på en slagside eller et mønster i institutionens store og meget sete dramaserier.
I Morgenavisen Jyllands-Posten fastslog man forleden på lederplads - på baggrund af den aktuelle DR-serie »Bedrag« - at de onde i serien er kyniske, manipulerende og bedrageriske kapitalister, der går med vest, drikker dyr champagne og fragtes rundt af privatchauffør, mens hele deres imperium bygger på løgn og bedrag.
Og videre hed det: »Samme sted kunne man tidligere se nationalsindede politikere i 1864 skildret som megalomane tosser, der kørte Danmark durk i afgrunden, mens serien med stor patos bandt sløjfer til nutidens politiske dagsorden og det, man så som en nynationalistisk tendens. Eller man kunne endnu tidligere se den kulturradikale drøm om en kvindelig og internationalt orienteret statsminister, der kæmpede for alt det gode og mod blokpolitikken, mens hendes modstandere blev skildret som nationalistiske og brovtende bonderøve uden sans for de store perspektiver.«
Den blinde vinkel
Jyllands-Posten skrev videre, at med den massive udbygning af velfærdsstaten og oprettelsen af en statslig kulturpolitik med kunststøtte, er staten blevet kunstnerens bedste ven: »En venstreorienteret kulturelite på støtten har defineret, hvad der er god og dårlig kunst.«
På lederplads i Berlingske blev kanonerne også fyret af mod DR - med omtrent samme styrke som i 1864. Lederskribenten spurgte med henvisning til Ingolf Gabolds bekendelser om, hvor vidt DR overhovedet kan kaldes »hele Danmarks Radio«, hvis institutionen reelt arbejder med en skjult politisk agenda, som kun passer bestemte dele af befolkningen?
I ugens løb fulgte Martin Ågerup - direktør for den liberale tænketank CEPOS - trop med en klumme, hvor han indledningsvist tog afstand fra kritikken af, at DR styres af røde lejesvende. Han troede heller ikke på, at DR-medarbejdere går på arbejde med ønsket om at propagandere for deres politiske synspunkter. Til gengæld pegede han på en »blind vinkel« i DR's dramaer. Han fandt det tankevækkende, at der aldrig skrives drama - eller komedie - om f.eks. kommunalt spild og bureaukrati i verdens største offentlige sektor.
Hvilket der kunne være god grund til:
»Kommunerne bruger penge på blinkende bænke, et væld af kommunikationsfolk, kommunale tv-kanaler, filmstøtte, frøbytning og cyklende julemænd, mens hjemmehjælperne klager over, at de nu skal ansøge blekoordinatoren om bleer til beboere med diarré. Bleer, som de først får bevilliget, når beboeren er rask. Eller død. Der burde være rigeligt stof til seks sæsoner,« lød det fra Martin Ågerup.
I Politiken lød observationen fra Rune Lykkeberg, at i flere af DR's store dramaer står de dannede typisk overfor de udannede - ligesom de globale anstændige står overfor de nationale bonderøve.
Røde mod blå
Drømmer Piv Bernth & Co. i DR om at fremstå som neutrale og uhildede, kan de godt glemme det. For i den øvrige medieverden og blandt politikerne på Christiansborg indgår institutionen allerede i et markant opgør om, hvordan fremtidens store licensfinansierede medieinstitution skal indrettes.
Og DR deler Folketinget. Her og nu slår Socialdemokratiet, SF, de Radikale, Alternativet og Enhedslisten ring om statsradiofonien, for herfra ser man ikke kun DR's produktioner som udtryk for kvalitet, men også som et værn overfor en borgerligt domineret presse, og man vil gerne have et stærkt statsligt modspil til de kommercielle aktører i medieverdenen.
De borgerlige partier har omvendt langsomt, men sikkert mistet tålmodigheden med DR. Som det tidligere er blevet påpeget på denne plads, er kritikpunkterne mange og handler bl.a. om:
At DR er blevet for dominerende, og at statens rolle i forhold til at drive medier derfor skal indskrænkes.
At DR laver stribevis af pop-programmer, som intet har med public service at gøre, mens DR omvendt har for lidt fokus på samfundsrelevant public service.
At DR forvrider konkurrencen på nettet, hvor aviserne kæmper for at få betaling for deres journalistik. Når kritikken fremføres, skydes den ned af DR-toppen. Det har været den faste reaktion hos generaldirektør Maria Rørbye Rønn og bestyrelsesformand Michael Christiansen, og det samme gælder for Piv Bernths forsøg på at afvise de opsigtsvækkende udsagn fra Gabold.
Alt dette betyder, at DR-ledelsen ikke har ret meget kapital på kontoen i den borgerlige lejr, og derfor er der lagt op til en konfrontation. I blå blok gør man sig klar til at justere på DR's størrelse og opgaver, og i flere af partierne arbejder man med konkrete planer for, hvordan det kan ske. Udfordringen for de borgerlige er, at medieforliget først udløber i 2018, og derfor vil DR kunne køre videre et stykke tid, inden styrkeprøven bliver en realitet.
Dog kan DR-ledelsen håbe på én udvej. Hvis Løkke taber magten ved næste valg, kan der dukke en ny regeringschef op a la Birgitte Nyborg, og i den situation vil der være gode chancer for, at DR's størrelse, milliardbudgetter og kunstneriske linje i dramaserierne vil kunne fortsætte.
