Veteran: Det værste jeg har oplevet

Alt teknik koksede, da Danmarks Radios mangeårige vært på Radioavisen Kai Selliken onsdag skulle afvikle radioavisen kl. 17.

Da han ville sætte et indslag på, var den eneste lyd han fik, jinglen som normalt signalerer begyndelsen på Radioavisen. Kai Selliken forsøgte adskillige gange at sætte indslaget på, men hver gang kom jinglen.

Han sprang videre til næste indslag, men også her fik han jinglen i stedet for indslaget.

Samtidig med at han forsøgte at forklarer de tekniske problemer for lytterne, sagde den frustrerede nyhedsoplæser:

- Det er virkelig en umanerlig skæv udsendelse det her.

Først seks minutter inde i den ti minutter lange udsendelse lykkedes det at få en reporter igennem til studiet. Men bagefter drillede teknikken fortsat, og de færdigproducerede indslag kunne stadig ikke afspilles.

Det fik Kai Selliken til at udbryde:

- Det er nok den dårligste dag, jeg kan mindes at have haft på en radioavis, når det drejer sig om teknik, men så er det forhåbentlig overstået, og kommer aldrig tilbage.

Efter udsendelsen sagde Kai Selliken til BT:

- Det var helt absurd. Hver gang jeg skulle sætte en lydfil på, så kom jinglen, og hvis jeg så afbrød jinglen, så kom slutningen af jinglen, når jeg forsøgte at sætte et andet indslag på. Det var helt bizart.

Den garvede nyhedsoplæser, der har læst radionyheder op i 26 år, lod sig dog ikke slå ud, men kæmpede bravt for at give lytterne de nyheder, de ventede på.

- Da jeg var holdt op med at tro på, at vi kunne få teknikken til at virke, da tænkte jeg, at nu var jeg nødt til at tænke mig godt om, og tænke på hvad historierne handler om og så bare fortælle dem. Og så fortalte jeg dem frit fra hukommelsen uden manuskript eller noget.

Inden radioavisen kl. 18 lykkedes det at få teknikken til at virke, så dagens sidste udsendelse for Kai Selliken kom til at lyde som planlagt, inden han kunne holde en velfortjent fyraften.

Hør den uheldige radioværts værste radioavis her.