Det kan være billigere at flyve end at tage toget for statsbanernes medarbejdere.

Tv-figurerne Harry og Bahnsen reklamerede heftigt for toget som et rullende kontor med mulighed for at forvandle rejsetid til arbejdstid.

Alligevel sætter DSBs egne medarbejdere sig dog hellere til rette i et indenrigsfly i stedet for at vælge togets business-kupé, hvor der oven i købet er både gratis kaffe og internet.

Når chefer og højtstående medarbejdere i DSB skal til møder i den anden ende af landet, foretrækker de nemlig flere gange månedligt at flyve frem for at tage toget.

Det viser en opgørelse over DSB-medarbejdernes indenrigsrejser med fly, som BT er kommet i besiddelse af.

Opgørelsen viser, at statsbanernes topfolk 197 gange valgte fly frem for tog over en periode på 13 måneder. Fra den 1. maj sidste år til den 31. maj i år har DSB-ansatte foretaget 98,5 indenrigsrejser tur/retur, svarende til 197 enkeltrejser. Flyrejserne er fordelt på cirka 50 passagerer, hvoraf de fleste formentlig er højtstående DSB-folk, men der kan også være menige togfolk imellem.

Det er i sidste ende et spørgsmål om økonomi, begrunder DSBs kommunikationsdirektør.

- Man tager den transportform, der er den mest hensigtsmæssige. Hvis det i få tilfælde betyder, at det er noget andet end toget, så er det sådan, det må være. Hovedreglen er toget, og så får vi også prøvet vores produkt mest muligt, det er sundt for virksomheden. Få gange om måneden er der så nogle af vores mange medarbejdere, der tager et fly, siger kommunikationsdirektør Lars Kaspersen.

Helt inden for skiven

Han mener ikke, at 197 enkelte indenrigsflyvninger er meget for en virksomhed af DSBs størrelse.

- Nogle gange kan det bedre svare sig at flyve, hvis man f.eks. kan spare en overnatning. Det er den måde, vi skal omgås vores virksomheds økonomi på. Det er cirka fem gange om måneden i snit. Vi er 8.000 medarbejdere, og det synes jeg faktisk er helt inden for skiven, siger Lars Kaspersen.

Kommunikationsdirektøren oplyser, at man hos DSB gerne ser igennem fingre med den uheldige signalværdi ved at lade medarbejdere tage flyet, hvis det er billigere.

- Ja, hvis alternativet er at tage en overnatning, som er dyrere.

karker@bt.dk, mkn@bt.dk