Grevinde Ruth af Rosenborg er død 86 år gammel. Dermed mister kongehuset en af sine trofaste støtter.

Efter længere tids svækkelse afgik grevinde Ruth af Rosenborg søndag eftermiddag ved døden. Hun blev 86 år.

Dermed mister kongehuset en af sine trofaste støtter, der i mange år har deltaget i kongehusets fester og rejst ud med dronning Margrethe til begravelser i udlandet.

Det er kun knap to uger siden, dronningen måtte sige farvel til en anden nær veninde, da lensgrevinden på Frijsenborg døde.

Grevinde Ruth af Rosenborg giftede sig i 1949 med grev Flemming, som hun mistede i 2002.

Grev Flemming var hendes gamle skolekammerat, og som søn af prins Axel måtte han afgive sin prinsetitel ved ægteskabet med Ruth.

Trods den flotte adelige titel uddannede grevinde Ruth sig efter studentereksamen til tolk i fransk og til civiløkonom.

Hun fik dog ikke direkte brugt sine kundskaber i arbejdslivet, da hun havde nok at gøre med at passe hjemmet og parrets fire børn.

Grevinden fik dog for en stud tid til at drive Dansk Dental Depot, men fandt efter halvandet år ud af, at det var for meget for hende, da hun også passede regnskaberne på ægteparrets daværende gård, Tranemosegaard ved Rønnede.

Samtidig havde hun mange selskabelige forpligtelser, fordi grev Flemming var blevet direktør i svigerfamiliens firma, A/S Carl Nielsen.

Også som deltager i kredsen omkring kongehuset har grevinde Ruth af Rosenborg brugt meget tid på at deltage ved fester og højtideligheder.

I 2005 vakte hun opsyn i flere medier, da Norges kong Harald V og dronning Sonja kom på festbesøg hos den danske kongefamilie. Visitten gjaldt fejringen af 100-året for det norske kongedømme.

Midt mellem de blankpolerede kronebiler, Bentley'er og Rolls Royces ankom grevinden i en af Fredensborg Slots golfvogne, som standsede foran den røde løber, hvor grevinden trådte ud foran de ventende fotografer i sin fineste kjole.

/ritzau/