Den kommercielle brug af ubemandede luftfartøjer er en industri under stærk udvikling, men branchen frygter, at et stigende antal uautoriserede operatører kan skade en ellers lovende fremtid for branchen.

En spirende industri inden for flyvning med droner - ubemandede, fjernstyrede fly - risikerer at få vingerne stækket af lykkeriddere, der opererer uden de nødvendige tilladelser.

Antallet af firmaer, der tilbyder flyvning med droner til for eksempel opmåling af marker eller fotooptagelser af huse fra luften, er hastigt voksende. Men det er langt fra alle, der har godkendelserne på plads.

»Vi har oplevet, at der er en gruppe af private aktører, der ikke er bekendt med lovgivningen, og som laver noget, der sikkerhedsmæssigt ikke lever op til lovgivningen. Vi er bekymrede for, at det kan resultere i uheld, der kan skade branchen,« siger Michael Larsen, der er projektchef i Unmanned Aircraft Systems Danmark (UAS Danmark).

UAS Danmark er et netværk med knap 50 medlemmer, der har etableret en vidensklynge og et testcenter for droner ved HCA Airport i Odense.

Der er 17 danske operatører, der er godkendt til at flyve med droner til kommercielt brug. Men branchen oplever, at flere private aktører er dukket op på markedet, uden at de har de fornødne tilladelser på plads.

Anders Mandrup har etableret Horsens-firmaet Eagle Eye Production ApS med droner til fotooptagelser.

»Der er masser af eksempler med optagelser, der bliver lagt på internettet, hvor vi kan se, at der foregår noget ulovligt. Så snart man flyver droner inden for en byzone, så skal man have en godkendelse. Men der er mange, der blæser på det eller bare ikke kender til reglerne,« siger Anders Mandrup.

For kort tid siden bragte TV-programmet Kontant på DR optagelser fra luften fra en golfklub nær en motorvej. Det fik Anders Mandrup til at klage til DR, fordi han mente, der var tale om ulovlig brug af drone.

Redaktøren på Kontant, Lisbeth Kølster, siger, at man er i gang med at undersøge, om man har de nødvendige godkendelser.

»Vi er ikke interesserede i, at der forekommer uautoriseret brug af droner her i huset,« skriver hun i en mail til Berlingske Nyhedsbureau.

Anders Mandrup advarer mod, at det kan gå galt, hvis en ikke-godkendt droneoperatør bliver involveret i en ulykke.

»Selvfølgelig er vi optagede af at beskytte vores egen position som godkendte operatører, men det handler også om, at operatører uden autorisation ikke har de fornødne forsikringer, hvis der skulle ske en ulykke med dronerne,« siger Anders Mandrup og nævner, at der i udlandet er set eksempler på droner, der er styrtet ned og har skadet mennesker.

Det er Trafikstyrelsen, der har ansvaret for at tildele tilladelser til brug af droner. Her siger kommunikationsmedarbejder Mads Gundelund Gerlach, at man er klar over, at der er operatører, som ikke har de fornødne tilladelser.

»Der er ikke tvivl om, at med den udvikling, der har været inden for branchen, så er der folk, der ikke kender reglerne, eller som bevidst bryder dem. Vi prøver herfra at gøre opmærksom på reglerne,« siger han og fortæller, at man overvejer en ordning med nummerplader på droner hos godkendte operatører.

»Vi er i løbende dialog med branchen om nye tiltag, der kan øge sikkerheden og hensynet til privatlivets fred omkring brugen af droner, blandt andet er der et forslag om en form for nummerplader til droner på tegnebrættet. Men hvornår, det kan blive aktuelt, er for tidligt at sige noget om nu.«