Skal du have en kælketur mere, skal du skynde dig. Der er nemlig et vejrskifte på vej, og snart bliver det så varmt, at sneen smelter. Billedet er nogle dage gammelt og taget i Søndermarken i København.
Skal du have en kælketur mere, skal du skynde dig. Der er nemlig et vejrskifte på vej, og snart bliver det så varmt, at sneen smelter. Billedet er nogle dage gammelt og taget i Søndermarken i København. Foto: Bax Lindhardt

Vinteren er snart slut i denne omgang. I hvert fald, hvis vi kun kigger på termometeret. Sneen og den isnende kulde bliver nemlig snart afløst af lunere temperaturer og mere efterårsagtigt vintervejr.

Skal du nå at lufte pelshuen og din Canada Goose-drøm denne vinter, så er det NU. Meteorologernes prognoser varsler lunere temperaturer, så det er kun et spørgsmål om tid, før sneen er væk.

Og nej, vejrfolkene kan ikke sige med sikkerhed, at de habile minusgrader ikke vender tilbage igen denne vinter. Lige nu er der bare ikke noget, der tyder på, at vi får 'rigtigt' vintervejr igen lige med det samme.

Omslaget kommer lørdag, men først kan vi heldigvis nyde en rigtig flot fredag.

»Hvis vi er heldige, får vi en rigtig pæn afslutning på vinteren i denne omgang med sol til de fleste. Men fredag aften kommer en front fra vest og banker på.«

Det siger vagthavende meteofolog Frank Nielsen fra DMI, som forventer, at fronten trækker ind over landet fredag aften ved 21 eller 22-tiden.

Det giver sne og blæst til store dele af landet natten til lørdag og lørdag morgen.

Og selv om det nok ikke bliver de store mængder, der er tale om, er der god grund til at være opmærksom. Visse steder kan der nemlig også komme isslag.

»Hvis vi tegner en linje fra Ringkøbing til Langeland, så vil der være risiko for isslag syd for den grænse,« forudser Frank Nielsen.

Lørdag får jyderne det varmest med helt op til en fire-fem plusgrader, mens østdanmark må nøjes med et par graders varme.

»Og plusgraderne. Det er det nye,« siger meteorologen.

Vi skal dog et stykke ind i næste uge, før omslaget er slået helt igennem, og sneen er væk. Jorden er jo stadig kold og frossen.

»Vi skal gradvist tilbage til en situation, hvor der er fuld fart på strømningen fra vest. Det betyder, at vi får lunere luft ind over os,« siger Frank Nielsen, som ikke vil udelukke både kuling og stormende vejr i den nærmeste fremtid.

»Vi skal til at vænne os til mere ustadigt og blæsende vejr,« siger han.

Og så kommer han med en vigtig tilføjelse:

»Det kan altså sagtens være glat, selv om det ikke er frostvejr. Der er nemlig stadig frost i jorden, og vejene er kolde, så kør forsigtigt,« siger Frank Nielsen.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook