Var du på færgen, eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Oslofærgen måtte søndag eftermiddag gøre stop midt i Øresund, da en person om bord blev alvorlig syg og måtte fragtes til Rigshospitalet i København i en helikopter.

Det bekræfter DFDS Seaways over for BT.

»Vi havde en person om bord, som vi var nødt til at evakuere fra færgen til behandling. Mere kan jeg ikke sige,« lyder det fra informationschef i DFDS Seaways Gert Jakobsen.

Både Københavns Politi og Forsvaret bekræfter ligeledes, at evakueringen har fundet sted. De kan dog ikke bidrage med flere informationer, hvorfor det fortsat også er sparsomt med oplysninger om, hvad der skete om bord på færgen og med personen.

Men ifølge BT's oplysninger blev det kort efter afgang fra København annonceret via højtalerne, at man skulle bruge en læge, men da ingen henvendte sig til besætningen, valgte man i stedet at sende bud efter en lægehelikopter.

Helikopteren var imidlertid ikke i stand til at lande på færgen, og man måtte derfor sænke redningsmandskab ned med stålwire for at afhente personen, hvis tilstand fortsat er ukendt.

Færgen blev forsinket i godt en time, før den kunne sejle videre.

Video: Presse-fotos.dk

Både Københavns Politi og Forsvaret bekræfter ligeledes over for BT, at en person blev fragtet til hospitalet i en helikopter. Ingen vil imidlertid uddybe, hvad der er sket om bord.