Flere spillere i københavnsk seriefodbold føler sig utrygge ved at skulle møde to kommunale hold, hvor spillerne er utilpassede unge mænd med indvandrerbaggrund.

Som menneske og som lærerstuderende har Jonas Dreyøe stor forståelse for, at utilpassede unge mænd har behov for at blive mødt med inklusion, hvis de skal lære at begå sig i samfundet.

Men når han som fodboldspiller trækker i Zahle Zebras stribede trøje og skal møde modstanderhold med utilpassede unge mænd, bliver selv en lærerstuderende som ham udfordret på rummeligheden.

Om en uges tid skal hans hold i serie fem i DBU København således møde et hold, der hedder FC Cross Road. Et hold, der netop er oprettet som et fritidstilbud til kriminelle eller kriminalitetstruede unge mænd fra 18 til 25 år med typisk indvandrerbaggrund fra Tingbjerg. Et hold, som han og de andre lærerstuderende på Zahle Zebras har mødt en gang tidligere. Et hold, som zebraerne har så dårlige erfaringer med, at mange af Jonas Dreyøes holdkammerater allerede nu har sagt nej til at møde dem igen. Et hold, som flere andre serie fem-klubber også har haft negative og voldelige oplevelser med.

Cross Road er drevet af Københavns Kommune. Det samme er et andet serie fem-hold, Upload 18, der er oprettet med samme formål som Cross Road og primært henvender sig til unge mænd på Nørrebro. Der har også været store problemer med Upload 18. Så store, at DBU i efteråret besluttede at taberdømme holdets kampe. Sidste år fik holdet disciplinære bøder af DBU for 8.000 kroner. Penge, som kommunen måtte betale.

Dermed har Cross Road og Upload 18 selv kridtet banen til en diskussionen om, hvorvidt det frivillige foreningsliv som det i DBU er forpligtet til at give en hånd med i arbejdet med at integrere og dermed socialisere de vrede unge mænd, selv om det helt bogstaveligt kommer til at gøre ondt på nogle af spillerne. Eller om spillere fra hold som Cross Road er for svære at tackle for ganske almindelige hyggespillere, der gerne vil give den gas i 90 minutter en gang om ugen uden at blive mødt med trusler og vold.

Zebraerne og Cross Road tørnede første gang sammen i efteråret. På sidelinjen var der op mod 30 venner af Cross Road, »Tingbjerg-typer«, som Jonas Dreyøe beskriver det, og i kampens hede blev en Cross Road-spiller så ophidset over en Zahle-spiller, at han truede med, at hans kammerater ude på sidelinjen havde knive med.

Det vil indtil videre seks af de lærerstuderende ikke opleve igen. Så hellere melde afbud, tabe kampen, få en bøde på 1.000 kroner af KBU og samtidig miste muligheden for at rykke op i serie fire i år.

En anden af Cross Roads modstandere, NFC, valgte for nogle uger siden at trække sig fra dette forårs kamp mod det kommunale hold. Da de to hold mødte hinanden i efteråret, endte det med vold og politianmeldelser. Det ville NFC ikke udsætte sig selv for igen og valgte i stedet en bøde fra DBU og et skrivebordsnederlag på 3-0.

Ifølge NFCs holdleder, Morten Siert Eriksen, er Cross Roads opførsel ikke forenelig med at spille i serie fem.

»Med den opførsel bør de ikke være med i DBUs turnering, og vi sagde til DBU, at trækker de sig ikke fra kampen, så gør vi,« forklarer han.

Men Cross Road er et socialt projekt?

»Det er et godt initiativ. Men måske har det bare ikke været godt nok gennemtænkt,« siger han.

»Vildt trist«

Jonas Dreyøe kalder det »vildt trist«, at zebraerne foreløbig kun har en håndfuld spillere meldt klar til kamp mod Cross Roads. Men han er helt med på, at nogle ikke vil spille samme kamp igen. Ligesom han anerkender, at seriefodbold skal kunne rumme og integrere unge med asocial og voldelig adfærd.

»Men de skal få styr på deres ting. Ellers går det ikke. De skal ikke være med, sådan som de opførte sig sidst,« understreger Jonas Dreyøe, der er næstformand i Zahle Zebras.

Formanden for DBU København, Henrik Ravnild, anerkender, at der er problemer med de to kommunale hold. Men, understreger han, DBU og kommunen har i løbet af vinterpausen »gjort en formidabel indsats« for at lære dem, »hvordan man opfører sig på banen«. Han tilføjer, at DBU efter tre-fire kampe i foråret endnu ikke har hørt om problemer med Cross Road og Upload 18. Berlingske har været i kontakt med et par klubber, der i den forløbne måned har mødt de to hold, og de bekræfter, at stemningen til kampene har været betydeligt bedre end i efteråret.

Ifølge Henrik Ravnild er der i løbet af vinterpausen blevet udarbejdet handleplaner for de to hold, der er blevet afholdt møder med spillerne, og konsulenter fra DBU er i kontakt med holdene. Dertil kommer, at såkaldte fairplayambassadører­ – som ham selv – fra DBU fremover vil være til stede ved nogle af Upload 18s og Cross Roads kampe.

»Vi skal også tage et samfundsansvar. Hvis vi med det samme melder ud, at de her er kriminelle, og dem vil vi ikke spille imod, får de jo aldrig en chance,« siger han og opfordrer alle hold til at stille op mod de to hold.

Men de andre har vel også et krav på at kunne spille fodbold under trygge rammer?

»Jo, men kom nu, og mød dem med åbent sind,« lyder det fra formanden:

»Men lever de to hold ikke op til handleplanerne, må de ud. Så gider vi ikke mere bøvl. Man kan sammenligne det med, at de har fået en betinget dom.«

Henrik Ravnild vil »finde det forventeligt«, at kommunen fremover er til stede ved de to holds kampe »med socialpædagoger eller noget i den stil«, så der er andre end træneren, holdlederen og spillertruppen til at holde selvjustits.

Den bold har kommunen grebet. I erkendelse af at »der ikke er plads til store fejl«, som leder af dag- og døgncenter for skolesøgende Dennis Kjeldsen formulerer det.

»Der er mange gode kræfter i projektet nu. Spillerne ved, at vil de være en del af denne turnering, skal de udvise respekt for modstandere og dommere. Kan de ikke det, er det ud. Der står noget på spil,« siger han.

Tre spillere bortvist

Dennis Kjeldsen henviser til, at tre spillere er blevet helt bortvist fra de to hold, ligesom holdene ikke længere skal have flokke af tilskuere med til kampene, da de ofte har bidraget til konflikterne. For eksempel løb en af Upload 18s tilskuere sidste år ind på banen og overfaldt en af modstanderens spillere. Dertil kommer, at »ansvarlige voksne« som ham selv vil overvære Upload 18s og Cross Roads kampe. Endelig vil kommunen fremover kontakte de to holds modstandere inden kampene for at komme eventuelle bekymringer og misforståelser i forkøbet.

»Men i bund og grund er det de enkelte spilleres ansvar,« siger han og efterlyser, at andre hold henvender sig til kommunen, hvis de frygter kampene mod Upload 18 og Cross Road:

»Og så håber jeg bare, at man rundtomkring får øjnene op for, hvor hårdt vi kæmper for at få det her til at køre. At vi kan få lov at vise, at tingene går i den rigtige retning.«

Jonas Dreyøe kalder det »en god idé«, at kommunen nu vil til at kontakte modstanderne før kampene.

»Det må være kommunens opgave at række ud efter os. Vi er en lille klub af studerende,« siger han.

Jonas Dreyøe er dog klar til snart at møde Cross Road. Men måske han holder lidt igen i tacklingerne ...

Han kan også regne med sin anfører, Lenni Rasmussen. Han kalder Cross Road for »et godt initiativ« og ser det som en samfundsopgave at »hjælpe dem ud af kriminelle miljøer«. Derfor stiller zebraernes anfører op til kampen.

»Vi skal give dem en chance,« siger han: »Og så er jeg sikker på, at vi selv kan holde hovedet koldt, hvis det er.«

Helt så sikker er NFCs holdleder, Morten Siert Eriksen, ikke.

»De andre gange skulle der ingenting til for at tænde dem af. Hvad skulle forhindre, at det ikke kan ske igen?,« lyder det fra ham.