Så snart søfartsstyrelsen har godkendt den kæntrede Dragebåd, skal den ud at sejle med elever igen

Kæntreulykken på Præstø Fjord, hvor 13 elever og to lærere fra Lundby
Efterskole havnede i det iskolde vand og en lærer formentlig er druknet, får ikke
skolen til at droppe at bruge Dragebåden.

- Så snart den er blevet godkendt af søfartsstyrelsen, skal den ud at sejle med
elever igen, siger vicerektor Lars Jensen til B.T.

- Men vi skal selvfølgelig gennemgå alle vores sikkerhedsprocedurer. Enten
skal den kun sejle fra maj til september, eller også skal eleverne have
sikkerhedsdragter på, når vi sejler om vinteren.

- Vi må se på, hvad der skal gøres og hvad der skal laves om på. For det her MÅ
ikke ske igen.

- Men Lundby Efterskole lever af at være et sted, hvor elever kan få nogle andre
oplevelser, end man kan så mange andre steder. Hvis vi kun spillede fodbold med
dem, ville de jo ikke flytte sig og lære deres egne grænser at kende. Og det er
derfor de kommer her, fastslår Lars Jensen.

Skolen har fem forskellige meget aktive linjer, som eleverne kan vælge imellem.
Herunder en friluftslinje og en idrætslinje.

Det var idrætslinjen der var ude på den fatale sejltur i fredags. Formålet var at
slå den rekord, friluftslinjen havde sat dagen forinden på strækningen ud til en
bøje og tilbage igen.

- Michael var utrolig dygtig til at sejle, og han var en sikkerhedsfreak. Det er mig
helt ubegribeligt, at det kunne ske, når netop han var der og havde kontrol med
tingene.

Ifølge Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi var det et ganske pludseligt skifte i
vejreforholdene, der blev fatale.

Køb B.T. mandag og læs 16-årige Cecilies gribende beretning om elevernes kamp for livet