Den lange og kolde vinter har gjort et gevaldigt indhug i antallet af dræbersnegle, men det er endnu for tidligt at sige, om vi helt slipper for de slimede dyr i haven i år.
- Det afhænger helt af, hvordan foråret udvikler sig, fortæller havekonsulent Ann Lilja fra Haveselskabet.
Det, der for alvor kan tage livet af dræbersneglene, er store temperatursvingninger i foråret. Der er dog ingen tvivl om, at antallet af dræbersnegle er reduceret kraftigt i løbet af den kolde vinter, men de kan godt gemme sig under haveaffald, potter og blade.
- De dukker frem fra deres gemmer, når vejret bliver lunt. Hvis vi så efterfølgende får en periode med frostvejr - for eksempel i påsken - så kan de ikke overleve. Det er nemlig de store temperatursvingninger, der tager livet af dræbersneglene, og det gælder både forår og efterår, siger havekonsulenten.






















