Netop nu sidder den danske ubåds- og raketbygger Peter Madsen varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab på den 30-årige svenske journalist Kim Wall. Imens kæmper politiet for at bygge en sag mod den 46-årige danske opfinder.

Men den vigtigste brik mangler. Kim Walls lig. Uden det, så kan det blive umuligt at føre en drabssag mod Peter Madsen.

Kim Wall blev sidst set torsdag aften cira 19:30, hvor hun sammen med Peter Madsen stævnede ud fra Refshaleøen i København ombord på den hjemmelavede ubåd Nautilus. Flere af hendes venner vinkede farvel til hende, da ubåden stod ud. Senere blev både ubåden, Peter Madsen og Kim Wall meldt savnet.

De to førstnævnte dukkede som bekendt op igen. Kim Wall har ingen set hverken i live eller død siden torsdag aften klokken 19:30.

Politiet meldte søndag ud, at de mener Peter Madsen selv sænkede ubåden helt bevidst. På samme pressemøde fortalte drabschef Jens Møller, at politiet havde lavet en foreløbig undersøgelse af indholdet af Nautilus. Resultatet blev, at Kim Wall fortsat savnes. Hun var ikke i ubåden.

Dermed dukker der endnu flere spørgsmål op i sagen. Jens Møller fortalte desuden, at Peter Madsen havde ændret sin forklaring. Det vides dog ikke hvordan.

Politiets teknikere kæmpede hele søndagen for at finde tekniske beviser i Nautilus, som er blevet fragtet til ØTC Costing Yard på Nordsøvej ved Nordhavn i København. En opgave, der besværliggøres ekstremt meget af, at det mulige gerningssted har været fyldt med havvand i mere end et døgn.

Det er helt afgørende, at Kim Wall dukker op igen, uanset om hun er levende eller - som politiet formoder - er afgået ved døden. Det forklarer både Kurt Kragh, tidligere drabschef på Rejseholdet og Jørn Moos, tidligere drabschef for for Københavns Politi, til BT.

»Vi plejer at sige, at udgangspunktet for, at der overhovedet er en drabsefterforskning det er et lig. Har du ikke et lig, så er det som regel meget svært at løfte en sag,« siger Kurt Kragh.

Jørn Moos bakker sin tidligere kollega op.

»Har du ikke nogle andre afgørende beviser i en drabssag, så kan det blive påstand mod påstand. Det kan være svært at dokumentere, om personen overhovedet er død, eller i hvert fald om det var forsætligt eller uforsætligt,« forklarer Jørn Moos.

De forklarer begge, at det kan lade sig gøre, at løfte en bevisbyrde mod en drabsmand, men det kræver omfattende anden dokumentation.

»Uden et lig, så skal der foreligge mange andre ting, hvis det skal føre til dom. Det kunne for eksempel være vidner, telefonoplysninger, optagelser eller andet, der dokumenterer drabet,« siger Kurt Kragh.

»Det kan også være, at gerningsmanden har tilstået drabet overfor en bekendt. Alt andet lige, så skal der meget mere til,« siger Jørn Moos og fortsætter:

»Et lig kan også fortælle politiet, hvordan personen er blevet slået ihjel. Er vedkommende blevet dræbt med vilje, eller er der sket noget uheldigt og uforsætligt. Det kan være meget svært at svare på ellers,« siger han.

Kurt Kragh forklarer, at politiets arbejde for at finde liget af den formodentlig afdøde freelancejournalist Kim Wall er en desperat kamp mod tiden.

»Der går ikke lang tid før et lig ændrer sig. Jo før man finder et lig i en drabssag jo bedre. Lige nu er det varmt og et lig går til udenfor i vind og vejr. Ligger det i vandet, så er vandet relativt varmt. Der er også dyr og fisk, der spiser af det,« siger Kurt Kragh.

Der er dog tilfælde, hvor drabsmænd bliver dømt uden lig.

»Det bedste eksempel er det såkaldte 'bøssedrab' på Enø fra 2010, hvor to mænd blev dømt for drab på trods af, at der hverken var lig, gerningssted eller øjenvidner,« siger Kurt Kragh.

I stedet faldt alle indicier sammen på overvældende vis og en af de tiltaltes tidligere samlever vidnede imod begge tiltalte.

Jørn Moos har selv prøvet at stå med et drab i 2003, hvor liget var forsvundet og gerningsmanden var nærmest urørlig.

»Vi vidste godt, hvem der havde gjort det. Og vi havde fundet små blodspor der, hvor vi mente hun var blevet dræbt. Men vi kunne ikke engang varetægtsfængsle gerningsmanden, for vi kunne ikke dokumentere, at hun var dræbt. Hun var bare væk,« siger Jørn Moos.

»Da vi til sidst fandt liget i en mose i Vedbæk, så kunne vi fængsle gerningsmanden,« siger han.

Han havde dræbt sin kone med et brændestykke.

Peter Madsen er varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab. Dommeren valgte at ændre sigtelsen mod ham fra drab til uagtsomt manddrab. Angiveligt ud fra Peter Madsens egen forklaring.

Det skete for lukkede døre på trods af at Peter Madsen udtrykte ønske om at forklare sig for åbne døre foran et talstærkt pressekorps. Det blev afvist af dommeren, som forklarede at åbne døre både kunne være krænkende for de pårørende og for sagens efterforskning.

Der er et hav af løse ender i sagen om Peter Madsen og svenske Kim Wall. Finder politiet hende ikke - død som levende - så bliver vi måske aldrig klogere.