DR2 viser en israelsk film, som stiller spørgsmålstegn ved eksistensen af den moderne antisemitisme.

"Defamation" betyder bagvaskelse eller ærekrænkelse. Det er også titlen på en israelsk film, hvor instruktøren Yoav Shamir problematiserer eksistensen af den moderne antisemitisme.

DR2 viser filmen til april.

Ifølge instruktøren kan en amerikansk-jødisk organisation, der arbejder på at bekæmpe antisemitismen, nemlig ikke fremvise reelle eksempler på antisemitisme.

Filmen har givet anledning til en del debat. Og DR2 er blevet beskyldt for i første omgang tilsyneladende slet ikke at ville vise filmen.

Men ifølge en meddelelse fra DR, har DR2 aldrig været tøvende overfor, om filmen skulle vises. DR2 har derimod arbejdet på at præsentere og sende filmen i en sammenhæng.

- Vi har hele tiden ønsket at vise Defamation, siger dokumentarchef på DR2 Mette Hoffmann Meyer.

- Udfordringen har været, at præmissen for filmen ikke er særlig klar. Som seer efterlades man med en følelse af, at filmen ikke når hele vejen rundt om sit emne. Og det er ærgerligt, for temaet er faktisk interessant. Derfor har vi arbejdet på at tydeliggøre filmens præmis for seerne og sætte den ind i en større ramme, siger hun.

DR2 sender filmen i april sammen med andre indslag, der behandler den moderne antisemitisme. Blandt andet en amerikansk dokumentarfilm om antisemitisme i det 21. århundrede.

- På den måde sikrer vi, at seerne kan få et mangfoldigt og alsidigt billede, siger Mette Hoffmann Meyer.

/ritzau/