DR-skandalen ruller videre: 'TV Avisen og Haagerup taler usandt'

Selskabet bag den 'arrangerede demonstration' raser over DR

- TV Avisen og nyhedschef Ulrik Haagerup taler usandt!

Så hårdt og kontant melder produktionsselskabet Larm Film nu ud, efter at kritikken det seneste halvandet døgn er haglet ned over dem og deres arbejdsmetoder.

Larm Film står bag optagelserne til et DR1 program, der omhandler den krakkede EBH Bank i Nordjylland og retssagen mod bl.a. den tidligere bankdirektør Finn Strier Poulsen, som er tiltalt for kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed. En retssag der startede torsdag i denne uge i Hjørring.

Og netop torsdag havde Larm Film foran retsbygningen iværksat en demonstration, som DR1s TV Avisen bragte indslag om og refererede til som den ægte vare. 

Se hemmelig optagelse: Demonstranter i TV Avisen var instrueret af DR

Fredag kunne bt.dk afsløre, at der var tale om en iscenesat demonstration, og i den forbindelse kom DRs nyhedschef Ulrik Haagerup på banen og kaldte Larm Films arbejdsmetode ’forkastelig’ samt ’journalistisk uansvarligt’ og meldte ud, at TV avisen slet ikke havde kendskab til, at det var en ’konstrueret virkelighed’ som Haagerup skrev i en intern mail.

Men det passer ikke.

- Vi havde i går formiddag (fredag, red.) et møde, hvor Ulrik Haagerup, jeg selv og Adam Tatt fra Larm Film var tilstede, mens hans egen medarbejder fra TV avisen deltog over telefonen. Og medarbejderen sagde på det møde, at han var blevet gjort opmærksom på af to andre journalister, at den bus som vores medvirkende kom i, var betalt af DR.

- Derfor kan jeg heller ikke gennemskue, hvorfor Haagerup nu har så travlt med at tørre sine egne fejl af på vores produktion. Jeg vil ikke gætte på hans motiver, men vi bliver nødt til at tage bladet fra munden, siger direktør Søren Steen Jespersen fra Larm Film til bt.dk.

DR-chef undskylder manipulation i TV-Avisen

Ifølge Søren Steen Jespersen var Ulrik Haagerups reaktion på mødet, at han ignorerede, at TV avisen på forhånd havde kendskab til, at det var en iscenesat demonstration og mente istedet, at Larm Film ikke havde kommunikeret klart nok i Hjørring.

- Så allerede på mødet der vaskede han hænder! siger Søren Steen Jespersen, som ikke desto mindre troede, at mødet ville munde ud i, at man i fredagens TV avis ville beklage det fejlagtige indslag. Men det gjorde man altså ikke.

- Det gør os rigtig kede af det. Vi har et tæt og godt samarbejde med DRs dokumentar afdeling, mens nyhedsdirektøren nu bruger sin magt til at svine os til. I mine øjne for at dække over egne fejl, siger Søren Steen Jespersen, hvis program nu helt er blevet droppet af Haagerup og DR.

- Konceptet for programmet er at give taletid til mennesker, der er kommet i klemme. Og det mest tragiske er alle de gode mennesker fra Fjerritslev, som først er blevet snydt af deres bank og nu på grund af den her sag bliver snydt af os, siger Søren Steen Jespersen.

bt.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra DRs nyhedsdirektør Ulrik Haagerup. Men han har ikke reageret på vore henvendelser.

Læs også: