DR-vært Adrian Lloyd Hughes langer i et interview til Fagbladet Journalisten ud efter en bestemt interview-praksis, man gør brug af i TV Avisen. Men det er en »lillebitte og fjollet kritik,« mener indholdschef i DR Nyheder, Sandy French.

Tv-værtens specifikke kritik går den såkaldte 'korrespondentmodel', hvor nyhedsværten på TV Avisen interviewer en af DR's fagkorrespondenter, som typisk vil være placeret uden for studiet.

»Det er fuldstændigt grotesk, åndssvagt, pinligt, dumt, vanvittigt, at Peter Qvortrup Geisling står og fryser mellem bygningerne i DR Byen og rapporterer om et sundhedsproblem - på trods af at Kim Bildsøe Lassen, der interviewer ham, står 38 meter fra ham i et tv-studie,« siger Adrian Lloyd Hughes til Journalisten, da han bliver spurgt, hvad branchens største udfordring er.

Han beskriver desuden, hvordan han er overbevist om, at de fleste mennesker må tænke, at det hele er fup, når de ser den form for interviews udfolde sig på skærmen. Han siger også til fagbladet, at nyhedsjournalistik på tv har udviklet sig til at være »dukketeater.«

Lillebitte, fjollet kritik

Indholdschef i DR Nyheder, Sandy French, kalder kritikken for 'smålig og ligegyldig'.

»Jeg synes, det er en lillebitte, fjollet kritik, og han burde i virkeligheden koncentrere sig om, om der er en tilstrækkelig høj faglighed, dybe og indsigt i DR Nyheder, og det kunne være interessant, hvis han forholdt sig til det i stedet for sådan en smålig og ligegyldig kritik,« siger Sandy French til BT.

Hun forklarer, at korrespondentmodellen netop er indført for at styrke fagligheden i nyhedsudsendelserne.

»Vi forsøger at gå præcis den modsatte vej af det, han anklager os for, nemlig at investere i den dybe faglighed. F.eks. ved at have Peter Qvortrup Geisling som korrespondent inden for sundhed. Ingen vil sætte spørgsmålstegn ved hans faglighed som læge, journalist eller formidler,« siger Sandy French og tilføjer:

»Så jeg synes, kritikken er mere end almindeligt hul, når det handler om DR Nyheder og korrespondentmodellen.«

Men hvorfor skal Peter Qvortrup Geisling stå mellem DR bygningerne 38 meter fra Kim Bildsøe Lassen?

»Hele tanken er, at man som udgangspunkt står, hvor det er relevant, så vores retskorrespondent eksempelvis står ved retsbygningen, og så er det rigtigt, at nogle gange kan det ikke lade sig gøre, og så tager man en konkret vurdering fra gang til gang. Men man burde hæfte sig ved det enorme løft af fagligheden som korrespondentmodellen har givet, som tal også viser, brugerne er glade for,« forklarer Sandy French.

Så korrespondenten må simpelthen ikke være i studiet?

»Det bliver lidt nørdet, men det er simpelthen et koncept, at de, vi har i studiet, enten er værter eller folk, vi interviewer. Hvis du har en stor breaking-historie, eksempelvis om terror, så vil der typisk være en korrespondent som medvært.«

Sandy French understreger, at hun altid finder det interessant at diskutere journalistikken i DR og andre steder, men hun foretrækker en substantiel diskussion »i stedet for sådan noget pjat.«

»Det er altid godt med diskusisoner af, hvordan vi udvikler journalistikken, men man skal skille skæg fra snot, og det her er en lille, lidt mærkelig kritik, som kun interesserer få journalistier. Men det er selvfølgelig hans helt legitime ret at ytre sig,« siger Sandy French.

Adrian Lloyd Hughes er lige nu vært på programmerne 'Historiequizzen' og 'Kunstquiz' på DR K. Han har tidligere bestyret DR 2-programmet 'Smagsdommerne' i 10 år.