Danmarks Radio bekræfter, at journalist Johannes Langkilde fik betalt transporten af sin kones hest fra Danmark til Washington D.C. ”Det virker skørt” siger SF. Dansk Folkeparti kræver svar af ministeren.

Det kostede licensyderne næsten 70.000 kroner at flytte DR-korrespondent Johannes Langkildes hustrus hest fra Danmark til Washington D.C. Det viser fakturaen for transporten, som Radio24syv har set.

Af fakturaen fremgår det, at transporten er håndteret af ’Team Relocations.’ Der står blandt andet: ”Vedrørende: Johannes Langkilde – transport af hest til Washington D.C. 64.788 kroner.” Det fremgår yderligere, at der i tillæg til denne pris kom udgifter på 3.687,75 kroner til forsikring, samt et bookinggebyr på 750 kroner.

Den totale, momsfrie omkostning af transporten endte altså på 69.225 kroner og 75 ører. DR’s indholdschef Sandy French bekræfter Radio24syvs oplysninger:

»Jeg ser ingen grund til at bestride ægtheden af den faktura eller de tal, I har,« udtaler hun til Radio24syv.

Kender du til lignende sager, så vil BT meget gerne høre fra dig via 1929@bt.dk

Sandy French ønsker dog ikke at kommentere, hvorfor det er licensbetalernes opgave at flytte ansattes heste:

»Jeg kan godt forstå, at I interesserer jer for den her flytning, men jeg vil simpelthen ikke tale om kontraktlige forhold mellem DR og vores korrespondenter,« uddyber hun til Radio24syv.

Allerede i sidste uge blev historien omtalt af ugebladet TÆT PÅ, men først efter at Radio24syv har fremlagt fakturaen, har DR altså bekræftet oplysningerne.

Ifølge ugebladet TÆT PÅ bliver det også licensbetalerne, der skal finansiere hestens snarlige returrejse.

Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus undrer sig over udgiften:

»Jeg synes, det lyder som vanvittige beløb, at man bruger licensmidler til den slags. Det er i hvert fald ikke midler, der kommer ret meget public service-tv ud af. At man flytter en hest, som jeg går ud fra bliver brugt privat og ikke i DR-sammenhæng. Jeg har i hvert fald ikke set Johannes Langkilde ride rundt på en hest i USA,« forklarer han til Radio24syv.

Derfor vil han nu kræve svar af kulturminister Mette Bock (LA):

»Jeg bliver nødt til at bede ministeren om at svare på det her. Så må hun jo rette henvendelse til DR’s bestyrelse,« siger Morten Marinus til Radio24syv.

Også SF’s medieordfører Jacob Mark mener, at DR skal tænke over, hvordan man bruger licensmidlerne:

»Jeg har ikke hørt om noget lignende før, men jeg har heller ikke nok forstand på den slags til at vide, hvad man betaler for, når medarbejdere flytter. Men det virker skørt,« siger han til Radio24syv.

Ifølge Sandy French er aftaler om dækning af korrespondenters udgifter ”normal praksis”. Til sammenligning dækker Udenrigsministeriet maksimalt udgifter til at flytte ”ét stuehusdyr”. Det fremgår af ministeriets vejledning til partnere til ministeriets ansatte i udlandet.

Johannes Langkilde ønsker ikke selv at kommentere sagen af ”principielle årsager”.