Ny bog spekulerer i, om tilsværtningen af den tidligere Dong-direktør Anders Eldrup og fire ledende medarbejdere i Dong var et forsøg på at dreje fokus væk fra Fritz Schur selv.

Rigsrevisionen iværksatte i januar en undersøgelse af frås i Dong, og her var frygten hos Fritz Schur, at pilen ville pege på ham, hvis der kom uregelmæssigheder frem. Sådan beskriver bogen 'Kammerherrens nye klæder', der udkommer tirsdag på Jyllands-Postens Forlag, forløbet.

Bogen fortæller, hvordan Anders Eldrup ikke var imponeret over måden, hvorpå energiselskabet Nesa, som Dong overtog i 2005, blev ledet på. Et selskab, hvor Fritz Schur sad som formand.

Et kunstbudget i millionklassen, en kantine med vinkælder og kokke, var blot nogle af de goder, som Fritz Schur havde været med til at indføre i Nesa. Derfor ville aben måske ende hos Fritz Schur, hvis Rigsrevisionen, der stadig undersøger forholdene, fandt et abnormt omkostningsniveau i Dong.

Derfor kom det angiveligt belejligt for Schur, at han kunne igangsætte sin egen undersøgelse af vilde lønninger i Dong - og dermed fjerne fokus fra sin egen ledelse.