Kritikken er forfejlet, ikke lødig og ikke rimelig. Sådan lyder det fra Dong Energys administrerende direktør, den 48-årige Henrik Poulsen, der nu tordner mod de seneste dages kritik af, at han står til en aktiegevinst på over 20 mio. kr., når Dong Energy bliver sendt på børsen 9. juni.

Samtidig afviser han enhver spekulation om, at han skulle have haft særlige motiver, da den udskældte, amerikanske investeringsbank Goldman Sachs i 2014 købte 19 procent af Dong Energy:

»Når man tager et job som det her, så vil man være udsat for en vis bevågenhed, og det skal man være parat til at tage med. Men jeg synes ikke, at kritikken er lødig, jeg synes ikke, at den er rimelig, og den er i hvert fald ikke rigtig. Det er selvfølgelig urimeligt,« siger Henrik Poulsen til BT.

Mandag mødte topchefen, der sidste år tjente 13,7 millioner kroner, folket, da han holdt oplæg om den forestående børsnotering for småsparere på Hotel Marriott i København.

Salget af en del af Dong Energy til Goldman Sachs har de seneste dage igen skabt vild debat, da kritikere af salget, som for eksempel tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) nu mener, at det står klart, at Dong Energy blev solgt alt for billigt. Og nu står blandt andre Henrik Poulsen og Goldman Sachs, som flere for år tilbage forudså, til at score den helt store gevinst.

På hotellet mandag forventede Dong-bossen at blive mødt med spørgsmål til hans løn, bonusser og aktieprogram. Men der er ikke noget at komme efter, lyder det:

»Jeg synes, at at kritikken er forfejlet og den tager udgangspunkt i nogle præmisser, som simpelthen ikke er rigtige. Blandt andet at jeg, som jeg læser det, skulle have solgt aktien for billigt. Men hele præmissen om, at jeg skulle have påvirket prisen er simpelthen ikke rigtig. Det er heller ikke mig, der har givet mig et aktieprogram, det er et aktieprogram, som aktionærerne har ønsket, at jeg skulle have - og hvor jeg har investeret mine egne, private midler og taget den risiko, som jeg har. Jeg bliver beskyldt for at have taget af kassen, men det kan simpelthen ikke lade sig gøre.«

Er du pengene værd?

»Det kommer an på, hvordan du ser på det. Der er en stor samfundsdebat om, hvorvidt topchefer tjener for meget. Den debat synes jeg er fuldstændig legitim og rimelig at tage og den skal man være åben over for. Tjener jeg mere end andre topchefer i Danmark? Det gør jeg ikke. Er mit aktieprogram anderledes end det, du vil se i andre virksomheder? Det er det ikke.«

Men virksomheden er anderledes, da det jo er staten, som ejer Dong?

»Det er rigtigt. Hvis du sammenligner os med C20, så ligger vi ikke i den høje, men den lave ende. Men det er en diskussion, som du ikke rigtig kan tage uden at blive beskyldt for ikke at kunne forstå, at man tjener en høj løn. Jeg forstår godt, at jeg tjener en høj løn, og jeg forstår godt, at det kan være kontroversielt. Om jeg er pengene værd? Jeg er nødt til at sige, at bestyrelsen har tilbudt mig det her job og den her lønpakke,« siger Henrik Poulsen, der også afviser, at han har haft ‘forbindelser til Goldman Sachs’ (flere medier har ellers tidligere kunne sætte ham i forbindelse med banken, red.).

»Det er noget, I (pressen, red.) har opfundet. Det er aldrig blevet dokumenteret. Jeg har aldrig mødt dem (Henrik Poulsen henviser til de folk, der har med Dong Energy at gøre, red.), før de kom ind i Dong Energy.«

Så det er en konspiration mod dig?

»Det er en konspirationsteori, men den handler ikke om mig. Den handler om, at der er en stor konspiration, der skulle have ført til et eller andet, men den er simpelthen ikke rigtig. Den er bygget op af en masse forestillinger og løgne og præmisser, som ikke er rigtige.«

Dong-bossen føler, at han bliver tillagt motiver, som ikke har gang på jord:

»Jeg er her af nogle helt andre årsager, end jeg bliver mistænkeliggjort for. De, der kender mig ved, hvad der er rigtigt, og det er trods alt det vigtigste for mig,« siger Henrik Poulsen.