DSB's bestyrelse har længe kendt til problemer, men valgte ifølge professor at gøre direktøren til syndebuk.

Bestyrelsen i DSB kendte til problemerne i samhandlen mellem DSB og datterselskabet DSB First, længe før bestyrelsens formand, Mogens Granborg, siger, at han fik kendskab til situationen.







Det skriver DR Nyheder med henvisning til referater fra to bestyrelsesmøder sidste år, som DR er kommet i besiddelse af.







Ifølge Casper Rose, professor i selskabsledelse ved Copenhagen Business School, viser dokumenterne tydeligt, at bestyrelsen længe har kendt til problemerne.







- Det er ikke noget, der er kommet som en stor overraskelse for bestyrelsen her i 2011, skønner professoren.







Casper Rose mener, at bestyrelsen vaskede hænder, da den gjorde den nu afskedigede adm. direktør, Søren Eriksen, til syndebuk.







- Søren Eriksen måtte tage skraldet, men det her viser tydeligt, at hele bestyrelsen bærer et meget stort ansvar for, at der ikke blev taget hånd om problemerne i tide, tilføjer han.







Casper Rose siger, at trafikminister Hans Christian Schmidt (V) bør overveje, om han har tillid til bestyrelsen, som efter Roses opfattelse har svigtet ministerens tillid.







Det er ikke lykkedes for DR at få en kommentar fra bestyrelsesformand Mogens Granborg.











/ritzau/