DMI: Weekendvejret bliver bedst i ...
Lover flot sommervejr i hele landet, men kun ét sted når vi de magiske 30 grader
Lover flot sommervejr i hele landet, men kun ét sted når vi de magiske 30 grader
DMI giver gode grunde til let sommerbeklædning i de kommende dage. Der er dog kun udsigt til de magiske 30 grader i Sydjylland.
Sensommervejret denne weekend bliver lunt, lover DMI. Og det starter allerede fredag.- I Nordjylland vil dagen starte ud med byger og småregn. Vi kan nå op omkring de 25 grader i eftermiddag. Resten af landet ligger det på de 25 til 28 grader. Bornholm nærmere 22 til 25 grader, siger DMI til Berlingske Nyhedsbureau.
Temperaturerne vil holde indtil mandag, men der er små udsving fra de forskellige egne. Sønderjyderne har udsigt til de højeste varmegrader på søndag.
- På lørdag bliver det mange steder 25 til 28 grader. Det samme bliver det nok også om søndagen. Helt lokalt kan vi komme op på de 30 grader. Det bliver primært i Syd- og Sønderjylland at mulighederne for det er størst. Søndag bliver det typisk en 25 grader mange steder, 27 til 28 grader på Midtsjælland og Midtjylland, samt dele af Fyn. Ude langs den jyske vestkyst er vinden drejet om til vest, og det får temperaturen til at falde. Forvent omkring de 22 til 24 grader.
Selvom Danmark bliver beriget med tal fra den dejlige ende af termometret, så bliver det dog ikke fra en helt skyfri himmel, siger DMI.
- Søndag holder det tørt i hele landet med solskin, men ikke fra en knaldblå himmel da der kommer et par skyer.
Badevandet er dog ikke til at tage fejl af, så turen til stranden kan roligt planlægges.
- Som det ser ud nu, så nærmer vi os nok 20 grader mange steder. Der hvor det bliver varmest, er som regel de små stræder, og nok køligst i Jammerbugten eksempelvis.
De danske sejlere må dog se frem til en mere rolig weekend, for der bliver ikke mange vindpust til sejlene.
- Der er praktisk talt ikke meget vind.