DMI vurderer på baggrund af spritnye tal, at vinteren er forbi.

Sneen er ved at tø, og som noget nyt skuer Danmarks Meteorologiske Institut ny en måned ind i fremtiden, og det betyder at de nu kan sige, at den hårde vinter er forbi. 

- Det er slut med den hårde frost, og der er ikke udsigt til, at den hårde vinter vender tilbage den næste måneds tid, siger Jesper Rasmussen, energi- og erhvervsmeteorolog hos DMI til bt.dk. At det er slut med den hårde vinter betyder dog ikke, at man allerede nu kan bebude forårets komme.
 
På den anden side, så tyder den såkaldte sæsonprognose, der bliver offentliggjort onsdag, også på, at vi går nogle lunere måneder i møde.

- Det ser ud som om, at det bliver en anelse varmere end normalt, og det falder jo fint i tråd med månedsprognosen, siger klimaforsker Bo Christiansen fra DMI til bt.dk

Temperaturene den næste måned vil ligge stabilt.

- Jeg forventer at resten af januar og så ind midt i februar vil blive med temperaturer omkring det normale, og det er omkring frysepunktet, siger Jesper Rasmussen, energi- og erhvervsmeteorolog hos DMI til bt.dk

Energi- og klimameteorologen har lavet sine beregninger ud fra en række udgangspunkter, der forudsiger, hvilke tilbøjeligheder vejret vil have den kommende måned.

Normalt er meteorologer varsomme med at udtale sig alt for udførligt, især på lang bane, og klima- og energimeteorologen vil heller ikke afvise, at der kan komme lidt mere sne.

Men i så fald, vil det ikke blive liggende. 

- Det kan godt være, at der kommer et voldsomt snevejr i starten af februar, men jeg kan sige, at der ikke kommer en lang periode med hård kulde som den vi så i december, siger Jesper Rasmussen til bt.dk.

Også varmegraderne kommer til at ligge omkring, eller lidt over, nulpunktet. Der kan dog godt komme enkelte dage eller nætter med udsving til den varme eller kolde side. 

- Vi kan godt komme tre-fire-fem grader over normalen, og nogle nætter med måske fem til ti graders frost, men det er ikke tendensen på den lange bane, siger Jesper Rasmussen til bt.dk

Hvis man ser på en længere bane i månederne februar, marts og april, så kan vi se ud til starten på et varmere forår end sidste år.

- Temperaturen vil ligge i snit på 3,2 grader, hvor den normalt ligger på 2,6, siger klimaforsker Bo Christiansen til bt.dk.

Sidste år lå temperaturen i foråret på 2,8 grader, altså 0,2 grader over gennemsnittet.

Selv om de første forårsmåneder bliver lunere end gennemsnittet, så skal man ikke mange år tilbage, før end man oplevede lunere forårsmåneder end der er udsigt til nu.

I 2008 lå gennemsnitstemperaturen 1,7 grader over gennemsnittet og i 2009 var det hele 2,1 grader celsius varmere end gennemsnittet på 2,6 grader. 

DMI's pressechef mener dog, at man ikke skal lægge for meget i tallene.

Ifølge ham, er højere gennemsnitstemperaturer ikke, at man vil opleve forårsdagene som lune.

- Vi oplever temperaturer meget forskelligt, og hvis det er meget koldt om natten, og varmt og solskin om dagen, så vil man opleve det mere forårsagtigt end hvis både nat og dag ligner hinanden temperaturmæssigt, siger Niels Hansen, pressechef hos DMI.