Fredag formiddag bød på skybrud over København, men resten af landet kan også se frem til en våd fredag, oplyser DMI.

Afspærrede veje, oversvømmede kældre og kloakdæksler, der ikke kunne modstå trykket. Hvis man befandt sig i hovedstadsområdet fredag formiddag, var det nok uundgåeligt ikke at bemærke skybruddet.

»Det, vi har oplevet i dag, var nogle eksplosive byger, der opstod på meget kort tid. Der er faldet mellem 15 og 25 millimeter regn i hovedstaden, og ved Ryparken har vi målt helt op til 34 millimeter,« siger vagthavende meteorolog ved DMI Michael Skelbæk.

Og fredagens voldsomme vejr slutter ikke her, understreger han:

»I Sydvestjylland har det stået ned med byger hele dagen, og det forsætter. Her skal man forvente rigtig store regnmængder,« siger han og tilføjer, at Nordjylland også vil blive ramt af byger i løbet af dagen.

»I resten af landet kan man se frem til, at solen vil skinne i perioder, men der vil også komme byger, hvor tordenvejr kan opstå,« siger han.

Hos Falck fortæller de, at man haft ualmindeligt travlt grundet skybruddet fredag formiddag.

»Vi har haft en relativ travl morgen og formiddag, særligt i det nordsjællandske, hvor vi har fået 50 henvendelser fra skoler, private og virksomheder,« fortæller Jesper Jakobsen fra Falck Kommunikation og tilføjer, at de forventer, at flere vil henvende sig senere på dagen, når de kommer hjem fra arbejde.

Han opfodrer dog til, at man, hvis man bor i de særligt udsatte områder omkring Charlottenlund, Herlev, Bagsværd og Hellerup, forsøger at tjekke hurtigt op på, om ens kælder eller lignende har været udsat for oversvømmelse.

Dertil fortæller han, at Falck er forberedte på, at særligt Esbjerg og Varde vil få store mængder regn i løbet af dagen, og at Falck har mandskab klar til at rykke ud.

Tilbage hos DMI fortæller Michael Skelbæk, at vi udover vejret fredag også skal forvente en grå lørdag.

»I morgen (lørdag, red.) bliver en klassisk byge-dag. Bygerne vil være rimelig hurtigt overstået, men det vil blæse en hel del. Det er rigtig efterårsvejr, hvor man får røde kinder, og jeg anbefaler, man tager regntøjet på, for der vil være alt for meget blæst til, at en paraply kan klare det,« siger Michael Skelbæk.