Det er udsigt til en søndag med vedvarende regn over det meste af landet, og selv om der ikke er risiko for skybrud, kan det alligevel give problemer.

Husk paraplyen, hvis du bevæger dig udenfor i løbet af søndagen. Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) forventer regn over hele landet, nogle steder endda så meget, at der er udsendt varsler om kraftig regn.

»Lige nu varsler vi Nordsjælland, nedover Vestsjælland, Fyn og den østlige halvdel af Jylland, og så har vi udsendt risikovarsler for mange andre dele af landet,« siger vagthavende meteorolog Lars Henriksen, DMI.

Lavtrykket ligger søndag morgen over Sverige og bevæger sig stille og roligt over Danmark. Men dets vej over Danmark er ifølge meteorologen svær at forudse.

»Lavtrykkets præcise bane er lidt usikker. Rykker det bare nogle få kilometer, kan det få stor betydning for, hvor den kraftige nedbør lægger sig,« siger Lars Henriksen.

DMI forventer, at der i de varslede områder kan falde op mod 50 millimeter nedbør i løbet af fem-seks timer. Der er således ikke tale om skybrud, hvor regnen er intens over en kort periode.

»Det gode er, at regnen kommer over længere periode, hvorimod skybrud sker over relativt kort tid og skaber flest problemer,« siger meteorologen.

»Men det kan også skabe problemer, hvis regnen bliver ved at stå ned i stænger, for så kan åer løber over deres breder, og der kan komme vand på kørebanerne, som kan give problemer. Men i forhold til skybrud, så har man mulighed for at nå at gøre sig beredt,« siger Lars Henriksen.

Efter regn kommer sol, siger man, og det passer også i dette tilfælde:

»Mandag vil der stadig være mulighed for regn og byger og kun lidt sol, men når vi kommer længere hen i ugen, begynder vi at vende tilbage til pænere sommervejr,« siger Lars Henriksen.