Spænding til det sidste: Vejret juleaften bliver afgjort på målstregen!

Drømmer du også om en hvid jul, må du blive i drømmeland lidt endnu. Meteorologerne er nemlig stadig i tvivl om, hvordan vejret bliver den 24. Eller med andre ord: Deres prognoser peger i flere retninger.





Tirsdag forlød det, at vi kunne se frem til snestorm og isslag juleaftens dag, men i skrivende stud - onsdag morgen - er det pludselig usikkert, om det nu også er det, der bliver scenariet.

- Spørgsmålet om hvid jul bliver afgjort på målstregen. Vores prognoser og beregninger skifter hele tiden. De fleste af dem er tilbøjelige til at sige, at det ikke kommer ordentligt ind over landet, så det kraftige snevejr holder sig måske bare ud over Nordsøen.

Det siger vagthavende meteorolog fra DMI, Frank Nielsen og tilføjer, at fronterne ikke skal skubbe sig mere end nogle få kilometer, før sneen lander i Danmark i stedet.

- Vi har en enkelt prognose, der peger på, at der kommer en ordentlig gang sne og blæst den 24, men lige nu er der faktisk mest, der tyder på, at der ikke kommer så meget sne overhovedet, siger han.

I de kommende dage kommer der det, han kalder for 'små-drys' flere steder, men sne i rå mængder og trafik-kaos op til jul, som for to år siden, det bliver der ikke noget af. Det tør han godt love.

- Der kan godt flere steder være en lille smule sne på jorden, som bare ligger der. Men om det kan bruges til noget for børn og barnlige sjæle, det er nok mere tvivlsomt, siger Frank Nielsen.

Noget, der minder om en lokal hvid jul, er der dog stadig mulighed for. Så skal du danse om juletræet på Bornholm, på Lolland-Falster, på Syd-Fyn, i Østjylland eller Vendsyssel.

Og så er der en smule godt til hvid-juls-fanatikerne:

Vi får minus temperaturer hele døgnet resten af ugen frem til og med 24. de , så den sne, der falder de kommende dage, bliver altså liggende.