DMI opgraderer skybruds-varsel: Her er uvejret netop nu

Et lavtryk med kraftig regn og torden bevæger sig søndag ind over Danmark fra vest.

Det betyder, at der er risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm regn på 30 minutter. Regnen forventes kraftigt over den sydlige dele af landet. Og særligt i Midt- og Sønderjylland kommer der rigtig store mængder vand.

Det meddeler DMI i en prognose søndag morgen, hvor de har opgraderet deres varsel om 'voldsomt vejr'.

»Det regner allerede flere steder i landet, men det, vi sender varsel ud for, er et område med regn og tordenbyger, som trækker fra vest mod øst henover landet, og det bliver altså af en lidt anden intensitet end det, vi har set natten til søndag, så derfor har vi udsendt et varsel,« fortæller Henning Gisselø, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

Bygerne bevæger sig langsomt ind over landet i løbet af søndagen, og det betyder, at der flere steder kan falde mellem 15 og 25 mm på seks timer - og lokalt mellem 25 og 50 mm.

Det er især Vest- og Sydsjælland, Fyn og den sydlige del af Jylland, der ser ud til at ramt af kraftig regn og torden. Kun nordjyderne ser ud til at gå fri, mens resten af landet vil blive skyllet godt og grundigt igennem.

DMI har lagt dette kort op på Twitter. Her kan du se, hvor slemt det bliver i dit lokalområde. Artiklen fortsætter under kortet.

Bygerne begynder ifølge DMI i Sønderjylland omkring middagstid og varer indtil midnat. I løbet af eftermiddagen vil bygerne langsomt bevæge sig videre til Fyn og Sjælland, der altså kan forvente sporadiske byger og risiko for skybrud helt frem til mandag morgen.

Det er dog umuligt at forudsige mere præcist, hvor der vil falde mest, og hvornår de voldsomme skybrud vil sætte ind.

»Det er nogle byger, der kommer, og præcist hvornår de kommer inden for det her område, kan være svært at sige. Det kan også være svært at sige, hvor de kommer, men området i sig selv skal nok opleve det her inden for det givne tidsrum,« siger vagthavende meteorolog Henning Gisselø.

Sydjyllands Politi advarer nu bilister at køre forsigtigt i regnvejret:

Selvom søndagen byder på megen regn, er der imidlertid godt nyt på vejrfronten, når vi når ind i næste uge. Allerede mandag kan vi se frem til megen solskin, og næste weekend forventes temperaturer op mod 25 grader.