En stormfuld weekend går på hæld. Og stormen Egon blæser omsider på sidste vers.

Det blev et meget vådt og til tider kaotisk spor, stormen Egon lørdag og søndag trak efter sig gennem Danmark. Mens beredskabsstyrelsen fortsat arbejder på højtryk for at pumpe vand væk i Nordvestjylland, er stormen endelig ved at lægge sig.

Følg BTs storm-dækning her

- Stormen er fortsat aftagende over hele landet. Der blæser stadig en hård kuling på den jyske vestkyst og ved Østersøen med vindstød tæt på stormstyrke, men de fleste steder er det almindeligt kulingsvejr nu, siger vagtchef ved DMI Frank Nielsen.

Læs også:

I løbet af lørdag aften kan der fortsat være byger med regn eller slud flere steder, men de holder op i løbet af natten. Selv om mandag morgen bliver betydeligt mere rolig, vil den dog være noget våd i det, lyder prognosen.

- Der kommer en front ind fra vest med regn, så i morgen tidlig vil det regne, siger Frank Nielsen.

Læs også:

I Limfjorden er der lørdag aften fortsat forhøjet vandstand, men vandet er ved at trække sig tilbage, så vandstandene atter kommer under varslingsgrænserne. Det varer dog formentlig længe, før der igen er normale tilstande i Limfjorden. Mandagen byder nemlig på kuling, der gør, at vandet får svært ved at løbe ud.

På landsplan starter ugen efter en stormfuld weekend betydeligt mere gråt og januarskedeligt, oplyser DMI.

- De næste dage vil byde på almindeligt lortevejr med regn og byger og blæst. Torsdag kan det så blæse op igen, men det kommer ikke en ny storm, siger Frank Nielsen.