På trods af de sidste dages tunge regn over landet, så har vi nok set det sidste til de varme dage.

En sommerdag er i meteorologisk forstand en dag, hvor temperaturen er over 25 grader. Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, så skal man nok ikke forvente mange flere af dem i 2010.

- Vi har haft mange sommerdage i juli, men dem er der nok ikke meget håb for at se flere af i august, siger vagthavende meteorolog, Steen Rasmussen, til bt.dk

Udsigten over august tyder ikke på flere sommerdage. Om de næste måneder kan man ikke andet end gisne, men meteorologens forsigtige bud er, at det er ovre med de helt varme sommerdage.

- Resten af sommeren kommer nok til at blive en mere traditionel dansk sommer med lunt vejr, men de helt varme dage, kommer vi nok ikke til at se flere af, spår vagthavende Steen Rasmussen med forbehold til bt.dk

Allerede indenfor de næste par dage vil nogle danskere kunne nyde tørvejr og varme.

- Torsdag og fredag vil det nok holde mest tørt i Københavnsområdet, i Nordsjælland og måske på Fyn og det vil blive omkring 20-22 grader varmt, siger meteorologen til bt.dk