I sidste weekend lå temperaturerne på helt op til 20 grader på grund af vinden fra Sahara. I denne weekend kommer de til at ligge på ned til tre grader. Allerede i løbet af torsdag kan der falde sne over Danmark, lyder det fra DMI.

- Det er rigtigt, at der var varmere end normalt så sent som i sidste weekend, og nu er der så sket en stor ændring i vejrmønsteret, der gør, at det bliver meget koldt, siger Thyge Rasmussen, vagtchef hos DMI, til Berlingske Nyhedsbureau.

- Der har ligget noget meget koldt luft over Grønland, og det er nu sat i bevægelse og drøner ned i hovedet på os. Faktisk dækker det hele Skandinavien og vil også få indflydelse på vejret et godt stykke ned i Nordeuropa, tilføjer han.

Torsdag bliver ifølge DMI en dag med temperaturer på mellem fem og otte grader, og på grund af det varme havvand omkring Danmark, bliver der i første omgang dannet byger, som især vil berøre jyderne samt den sydvestlige del af landet. I løbet af aftenen bevæger regnbygerne sig mod Sjælland, og i takt med at temperaturerne falder, bliver regnen til slud og sne. Der er derfor mulighed for at vågne til nyfalden sne fredag morgen, lyder det.

- Der vil falde noget sne, og det er klart tidligere på året, end det plejer at være. Det er selvfølgelig set før, men er langt fra normalt i oktober, siger Thyge Rasmussen, der mener, at det er særligt markant, at der også er nattefrost i vente.

- Det kan faktisk komme helt ned på fem graders frost i nattetimerne. Den koldeste nat bliver nok natten til søndag, og der vil samtidig være ret vindstille, og derfor bliver den såkaldte chillfaktor ikke så dramatisk i nattetimerne, siger han.

Det gør den til gengæld torsdag og fredag, hvor DMI melder om en del blæst og temperaturer på henholdsvis mellem fem og otte grader og tre og otte grader. Det vil få det til at føles som et sted mellem frysepunktet og 10 graders frost.

HUSK: FALDER SNEEN VED DIG, SÅ SEND DIT BILLEDE TIL 1929@BT.DK