DMI har hævet varslet for skybrud i hele landet søndag morgen, hvor 96 vandskader er blevet registreret hos Falck efter en særdeles regnfuld lørdag.

»Status her til morgen er, at det ser fint ud. På landsplan taler vi om 96 vandskader, hvor de 79 har været i Jylland fra Horsens og nedefter i Sydjylland og på Fyn. Og så har der været enkelte på Sjælland,« fortæller kommunikationskonsulent i Falck Sandra Kronmann.

Med et DMI-varsel om risiko for skybrud i stort set hele landet overvågede Falck lørdag situationen nøje, men det kan nu konstateres, at weekenden næppe ender så dramatisk som i august 2011, hvor Falck måtte rykke ud til 1.700 opgaver.

Har du fotos eller video fra uvejret, så send dem gerne til 1929@bt.dk

»Men uanset hvad, er det selvfølgelig ikke rart for dem, det er gået ud over,« understreger Sandra Kronmann.

En af de større opgaver, Falck var ude til lørdag, var et rækkehuskvarter i Horsens, hvor 24 ud af 37 kældre var oversvømmet, og hvor vandet stod op af toiletter og vaske på første sal.

»Her har vi haft en del ude og hjælpe hele lørdag, og blev først færdige lørdag aften« fortæller Sandra Kronmann.

Desuden blev 500 kvadratmeter oversvømmet i en maskinehal på Vestfyn.

Lørdag meldte politiet også om flere trafikuheld på grund af regnglatte veje og nedsat sigtbarhed, men regnen har ikke skabt væsentlige problemer i løbet af natten, og søndag morgen er det klaret op. Flere lyssignaler i Sønderborg ude dog af drift på grund af lørdagens lynnedslag.

»Her til morgen ser det fint ud. Vi har haft folk ude i løbet af natten, så alt vand er suget op her til morgen,« siger Sandra Kronmann.

Selvom regnen er stilnet af, og det er klaret op, kan der dog fortsat komme meldinger om vandskader, pointerer hun. Folk kan risikere at vågne op til en kedelig våd omgang, eller de kan komme hjem fra ferier og opdage vand i kælderen.