Fagforbund mener, at politikernes tidspres driver studerende til misbrug af præstationsfremmende midler.

København: De studerende er sat under et gevaldigt pres for at præstere efter fremdriftsreformen, hvilket er en af forklaringerne på, at mange studerende på videregående uddannelser tager præstationsfremmende midler.

Det vurderer fagforeningen Djøf, der i en undersøgelse blandt sine studerende medlemmer er kommet frem til, at otte procent af dem har taget præstationsfremmende midler for at klare studierne.

- Vi anser det for at være et symptom på, at der er et meget, meget hårdt pres på studierne, siger Wenche Quist, forsknings- og uddannelsespolitisk chef hos Djøf.

Ifølge undersøgelsen, som Berlingske refererer, er det mest yndede middel koffeinpiller. Men brugen af præstationsfremmende midler spænder helt til Ritalin, et middel mod adhd der hos ellers raske mennesker er kendt for øge præstationsevnen.

- Det er problematisk, og det indikerer, at presset på de studerende er så stort, at man er nødt til at have kemisk hjælp, for at komme igennem det, siger Wenche Quist.

Hun mener, at presset på de studerende er øget mærkbart siden indførslen af fremdriftsreformen, der sætter tidsbegrænsninger på, hvor lang tid det må tage at gennemføre et studie.

- Reformen sætter et pres på de studerende, som vi ikke har set før. De skal nu gennemføre studiet på normeret tid. Og de skal samtidig sørge for at have et attraktivt cv, som de også skal huske at pleje, siger Wenche Quist.

- Vi ved, at arbejdsgiverne lægger stor vægt på, at de studerende har erfaringer, der gør, at de hurtigt kan passe ind på en arbejdsplads. Samtidig vil uddannelserne have dem hurtigt færdige. Så de er presset fra begge sider.

Ifølge Berlingske fortæller uddannelsesinstitutionerne CBS og DTU, at de genkender problemet. Berlingske har desuden været i kontakt med elever fra professionshøjskoler og erhvervsakademier, der oplever det samme.

/ritzau/