Det er svært at svare på, om der foregår noget ulovligt i forbindelse med NSA og FEs tætte partnerskab, som nye NSA-dokumenter afslører, vurderer chefjurist i Cepos Jacob Mchangama.

For præcis et år siden eksploderede skandalen om National Security Agency (NSA), da Edward Snowden stillede sig frem og i detaljer fortalte om den amerikanske efterretningstjenestes masseovervågning.

Torsdag offentliggør dagbladet Information en ny brik i det ufuldstændige puslespil, som NSA-skandalen har udviklet sig til. Avisen kan ved hjælp af tophemmelige NSA-dokumenter fortælle, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) indgår i et partnerskab med NSA om at tappe danske fiberkabler med tele- og internettrafik.

Men er vi overhovedet blevet klogere, siden skandalen begyndte at rulle i juni sidste år, og foregår der noget ulovligt?

Berlingske har interviewet Jacob Mchangama, der er chefjurist i den borgerlige tænketank Cepos og en ivrig deltager i debatten om overvågning.

Spørgsmål: Er det danske samarbejde med NSA lovligt eller ulovligt?

»Der er så brede muligheder for efterretningstjenesterne, så det kan man ikke svare meningsfuldt på. Generelt må vi sige, at vi har givet efterretningstjenesterne, navnlig FE, meget vide beføjelser og med en meget ringe kontrol. Der er faldet domme i USA om, at omfanget af NSAs overvågning i USA har været for vidtgående. Men jeg kender ikke til nyere eksempler på, at der er foregået ulovligheder i Danmark fra FE eller andre. De har ret brede muligheder for at indsamle informationer.«

Spørgsmål: Men hvad er problemet så?

»Spørgsmålet er vel, om vi gerne vil have et samfund, hvor der kan flyde oplysninger om danske borgere i et lukket kredsløb mellem efterretningstjenester. Man skal gøre sig klart, at NSA i samarbejdet med blandt andet Danmark i princippet har igangsat en masseovervågning af os alle.«

Spørgsmål: Er overvågningen ikke med til at skabe sikkerhed for danske borgere?

»Man skal anerkende, at der er en terrortrussel mod Danmark. Hvis jeg sad i chefstolen hos FE eller PET, så ville jeg også gøre alt for at være på bedst mulig fod med amerikanerne. Men der skal vi have et politisk system, der kan balancere de hensyn mellem vores rettigheder og mellem landets sikkerhed. Det har vi ikke i tilstrækkelig grad i dag. Hvis man skal tro på Snowden, så er NSA ikke tilfredse før, at de har adgang til alle informationer. Spørgsmålet er, om Danmark skal være medvirkende til det.«

Spørgsmål: Er denne her påståede masseovervågning politisk godkendt og hvordan?

»Vi har en lov om FE, som giver ret brede beføjelser. Så ja. Det er politisk godkendt. NSA-afsløringerne har i øvrigt heller ikke givet anledning til, at danske politikere bredt har villet undersøge sagen. I modsætning til Se og Hør-sagen. Overvågningen er foregået under både den nuværende og tidligere regering.«

Spørgsmål: Er det her unikt for Danmark?

»Meget tyder på, at de fleste vestlige lande har et tæt samarbejde med NSA. Det kan man også se på, at flere europæiske politikere har været meget tilbageholdende med at kritisere NSA, da de selv har været medvirkende til at skabe denne her infrastruktur.«

Spørgsmål: Hvad er fordelen for danskerne ved samarbejdet med NSA?

»Det er klart en fordel, at vi kobler os på vores stærkeste militære allierede, som har været en garant for dansk sikkerhed i årtier. På den måde knytter vi os tæt til USA og får oplysninger, som vi ikke selv ville kunne få. Selvfølgelig er der legitime områder, som er dybt interessante for FE og PET. Men spørgsmålet er om, at vi for at få fat i nålen i høstakken, så skal opbygge en infrastruktur, der indfanger alt. Jeg mener, at det skævvrider styrkeforholdet mellem stat og borger.«

Spørgsmål: Men hvad betyder det for mig? Bliver jeg overvåget?

»Dine data bliver logget, og dine telefonsamtaler bliver logget. I et år fremover vil det nu være logget, at vi to snakkede sammen. Via kablerne vil man også kunne se dine mails, Facebook-beskeder og så videre. Dit privatliv er så at sige på efterretningstjenesternes nåde. De siger: »Bare rolig. Vi misbruger det ikke og bruger det kun, når det er relevant«, men de fleste elektroniske informationer kan og bliver opfanget. Derfor er det vigtigt, at vi har en ordentlig kontrol med det. Desværre har vi i dag ikke en særlig robust parlamentarisk kontrol med efterretningstjenesterne.«

Det er et år siden, at Snowden første gang stillede sig frem. Hvad er det nye i dag?

»Det er et nyt brik til det puslespil, som viser, at NSA har sat gang i en masseovervågning af usete dimensioner. Og at Danmark er en aktiv deltager. Men vi har stadig ikke det samlede billede, og der er en lang række ubesvarede spørgsmål.«

Spørgsmål: Hidtil har Snowdens afsløringer ikke medført de store konsekvenser herhjemme. Vil det blive ændret nu?

»Formentlig ikke. Det er ikke noget, som skaber storm på regeringen eller skaber en folkestemning på samme måde som Se og Hør-sagen. Det, som rykker noget, er, når man kan sætte et ansigt på. Det kan vi ikke i de her sager. Det er meget abstrakt med denne her masseovervågning. Samtidig har vi et modstående hensyn om, at det handler om nationens sikkerhed. Derfor har vi hidtil set, at politikerne og det brede flertal i befolkningen har trukket på skuldrene. Men man skal bare gøre sig klart: Ønsker vi virkelig at leve i et samfund, hvor FE og NSA i princippet indsamler alle vores elektroniske spor?«