Uforklarligt vægttab. Længerevarende hoste eller hæshed. Og ændret afføringsmønster.

Der er mange tegn og symptomer på kræft, men særligt de her tre er vigtige at kende. Alligevel bliver de overset af danskerne. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse udført blandt mere end 1.000 danskere.

Og det kan koste liv, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Ifølge undersøgelsen ville hver anden dansker ikke gå til lægen, hvis de oplevede ændret afføringsmønster i mere end to uger. Omkring hver tredje dansker ville ikke gå til lægen, hvis de oplevede et uforklarligt vægttab, mens hver tredje dansker heller ikke ville gå til lægen, hvis de oplevede hoste eller hæshed i mere end en måned.

At må mange ikke ville reagere på de tre symptomer på kræft, er bekymrende. Det mener overlæge hos Kræftens Bekæmpelse, Ulla Axelsen.

»Symptomerne kan være tegn på kræft, og derfor er det meget vigtigt, at man går til lægen, hvis man oplever et af dem. Jo før kræft bliver opdaget, desto større er muligheden for, at man bliver helbredt,« siger hun.

'Mange slår det hen'

Men hvorfor går danskerne så ikke til læge, når det er så vigtigt at opdage sygdommen tidligt?

Seks ud af ti danskere svarer ifølge undersøgelsen, at de vil vente og se, om symptomerne forsvinder af sig selv. Samtidig forbinder fire ud af ti slet ikke lige de tre symptomer med kræft.

»Mange slår det nok hen, fordi de fleste af os har prøvet, at afføringen ændrer sig, at vægten svinger eller at være hæs og hoste. Derfor forbinder man ikke nødvendigvis de tre tegn med noget alvorligt. For at opdage kræft tidligt, skal vi blive bedre til at kende tegnene og reagere på dem,« siger Ulla Axelsen.

Fire andre tegn har danskerne styr på

Derfor har Kræftens Bekæmpelse de seneste år med kampagnen 'De syv tegn' sat fokus på de syv mest almindelige tegn på kræft, som danskerne skal blive endnu bedre til at kende og gå til lægen med.

Fire af tegnene har danskerne nogenlunde styr på.

Det drejer sig om uforklarlig blødning, knuder, længerevarende synkebesvær og ændrede modermærker eller sår, der ikke vil heles.

De fire symptomer vil danskerne reagere på, viser undersøgelsen.

»Det er glædeligt, at mange danskere ville reagere hurtigt på fire af de syv tegn, men vi er først i mål, når ingen overser eller ser tiden an for længe, hvis de oplever et symptom, der kan være tegn på kræft. Hvis vi sammenligner os med de øvrige nordiske lande, kan vi se, at svenskere og nordmænd har en bedre kræftoverlevelse end danskere. Forskellen kan blandt andet skyldes, at mange af os er for længe om at gå til lægen,« siger Ulla Axelsen.

Derfor skal der også være fokus på de tre andre tegn, som netop er uforklarligt vægttab, længerevarende hoste eller hæshed og ændret afføringsmønster.

Årets kampagne med 'De 7 tegn' lanceres mandag. Den er særligt henvendt til danskere over 50 år, fordi risikoen for at få kræft stiger med alderen.