At der er forskel på folk har Torben Knudsen fra sexbutikken 'Dark Rose' i Holstebro fået at mærke.
To plakater i butikkens vindue har fået en dyb religiøs mand til at anmelde butikken for anstødelig reklame, og det har Midt- og Vestjyllands Politi givet manden ret i. Politiet har valgt at sigte Torben Knudsen for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen §9, der i første omgang i dette tilfælde giver en bøde på 2.500 kr.
Men bøden har Torben Knudsen ikke tænkt sig at betale. Han føler, at hele sagen er plat, og han vil fortsætte med at lade plakaterne hænge i vinduerne.
- Det er jo ikke værre end et undertøjskatalog. Det er meget pæne billeder, og hvis folk ikke kan lide dem, så kan de kigge væk i de fem meter, når de går forbi min butik, siger Torben Knudsen til bt.dk.
Han fortæller, at butikken blev opsøgt af en meget religiøs mand for fire uger siden, der mente, at butikken var med til at ødelægge ægteskaber. Torben Knudsen og hans ansat argumenterede for, at de nærmere mente, at de reddede ægteskaber, fordi folk ofte får et bedre sexliv efter at have besøgt en sexbutik.
Ifølge Torben Knudsen er det samme mand, der har anmeldt butikken til politiet.
- Der kom to politifolk forbi og så plakaterne. De kunne ikke se, at de skulle kunne støde nogen. Men åbenbart mente en kvindelig politiadvokat noget andet, og derfor kører sagen nu.
Bt.dk har talt med Mette Møller, politiadvokat ved Midt- og Vestjyllands Politi. Hun oplyser, at hun ikke fredag har tid til at kommentere sigtelsen overfor bt.dk.


























