Følgende grupper deltog i mandagens march mod Islamisering, der var arrangeret af Pegida:

Danmarks Nationale Front

Rummer både nazister og andre højreradikale. Flere medlemmer er dømt for vold, hærværk og andre forhold. Medlemmer af DNF har været til våbentræning hos russiske nationalister. Kemikaler til fremstilling af bomber blev fundet i talsmand Lars Agerbaks hjem, og han blev efterfølgende sigtet for terror. Han slap dog med en dom på 30 dages fængsel for tyveri af kemikalier samt overtrædelse af våbenloven og fyrværkeriloven.

Danskenes Parti

En udbrydergruppe af Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, stiftet af nynazisten Daniel Carlsen. Partiet vil ifølge principprogrammet smide alle ikke-vestlige indvandrere ud af Danmark, også selvom de har dansk statsborgerskab. Indtil 2012 var racehygiejne en del af partiets program, idet partiet mente, at syge personer ikke skulle have lov til at få børn. Partiet har så vidt vides ikke opfordret til vold.

Danish Defence Leauge

Gruppen har i pressen hævdet at være ikke-voldelig, men klar til at forsvare sig selv. Men ifølge en SFI-rapport har somaliske kvinder fået trusler fra DDL om, at der ville blive sat ild til deres lejligheder, hvis de ikke flyttede. Derudover beskrives overfald på tre personer, der blev forfulgt af DDL, fordi de enten er aktive på venstrefløjen eller har anden etnicitet end dansk.