Den amerikanske mediekoncern Discovery Communications køber SBS Nordic af tyske ProSiebenSat1 i en handel til en værdi af godt 9.7 mia. kroner.

Det skriver Discovery i en pressemeddelelse. Med i handlen er 12 TV-kanaler i Norge, Sverige og Danmark. Herhjemme tæller SBS TV Kanal 4, Kanal 5, Kanal 6 og The Voice TV.

- Købet af SBS Nordic er en videreførelse af Discoverys mere end 20 år lange strategi om at investere internationalt i at skabe det mest omfattende globale fodaftryk i mediebranchen, siger adm. direktør i Discovery Networks International, Mark Hollinger i pressemeddelelsen.

- Vi ser frem til at tilføje SBS Nordics kanaler og genrer til vores portefølje, lære fra deres respekterede og erfarne ledelsesteam og fortsætte med at sikre den fortsatte vækst i vores internationale virksomhed, fortsætter Mark Hollinger.

SBS Nordic har været til salg i godt tre år, og for en måned siden skrev Financial Times, at ProSiebenSat1 håbede på en salgspris svarende til 10.4 mia. kroner. Dermed ender den tyske mediekoncern med at acceptere den lidt lavere pris på 9.7 mia. kroner. Årsagen til besværlighederne med salget tilskrives bekymringerne om eurozonens fremtid.

De danske kanaler hos SBS TV tilføjer blandt andet sport og underholdning til Discoverys familie af programmer, der tæller 153 TV-kanaler verden over. Blandt koncernens mest kendte TV-stationer er blandt andet Discovery Channel og Anmial Planet.

I USA samarbejder Discovery Channel desuden med talkshowværten Oprah Winfreys TV-station.Samtidig offentliggør Discovery Communications, at man herfra forhandler videre om et samarbejde om at transmittere sport med en anden europæisk mediekoncern, TF1/Eurosport.