Alt, hvad Søren Schriver har foretaget sig, har været til Hummels bedste. Det fortæller han i et interview med Børsen.
Det vakte opsigt, da Hummel og Christian Stadil tidligere i februar meldte ud, at man havde valgt at fyre en af virksomhedens chefer gennem 20 år, Søren Schriver. Årsagen var ifølge Christian Stadil 'grov illoyalitet' og onsdag kom det frem, at Søren Schriver ifølge Christian Stadil havde forsøgt at investere i en ejendom i Tyrkiet og leje den ud til Hummel for egen vindings skyld.
Kort forinden tog Søren Schriver for første gang selv bladet fra munden og fortalte til Børsen, at Christian Stadils brutalitet og inddragelse af hans familie har overskredet hans grænser, ligesom han finder beskyldninger fra Hummel-stifteren for grundløse.
»Alt, hvad jeg har foretaget mig, har været til Hummels bedste. Og jeg er rystet over, at at Stadil ikke engang spurgte mig om forholdene. En kort forklaring havde kunnet forhindre det hele. Jeg undrer mig over motivet bag ikke at spørge mig,« siger han til Børsen og tilføjer, at han ikke ønsker at slås på det niveau, som Christian Stadil har gjort hidtil.
Den nu tidligere Hummel-chef afviser også alle beskyldninger om, at han skulle have forsøg at opnå udbytte på en privat ejendomshandel uden om Hummel.
Der var angivelig tale om en ejendom på 23.000 kvadratmeter, som medejer af Hummels datterselskab i Tyrkiet, Zeynel Akbulut, ville købe for godt 66 millioner kroner. Bagefter ville han leje ejendommen ud til Hummel.
Men ifølge Stadil-familien og deres advokat Christian Th. Kjølbye har Søren Schriver forsøgt at snyde den rige familie for et kæmpe millionbeløb ved blandt andet at afpresse Zeynel Akbulut.
»Der er overhovedet ingen tvivl. Vi har skriftlige dokumenter. Vi har båndoptagelser. Vi har alle mulige dokumentationer for, at det, der er sket, er sket. Desværre,« siger Thor Stadil til BT.
Sagen, der for alvor tog sin begyndelse sidste forår, kom til familiens kendskab, da den tyrkiske samarbejdspartner blev utryg, tog til Danmark og fremlagde det hele for Stadil-familien tidligere på måneden.
»Her fortæller han, at Søren (Schriver, red.) har oprettet et selskab i Tyrkiet og vil indgå en aftale, hvor han pådutter Zejnel at købe en ejendom, som Hummel faktisk ville have købt. Og at de så senere skal sælge ejendommen og dele fortjenesten med Hummel som lejere. Og det skal holdes skjult for ejerne af Hummel,« forklarer advokat Christian Th. Kjølbye og tilføjer:
»Han (Zeynel, red.) er meget beklemt ved situationen, og han har optaget Søren Schriver på bånd, hvor han sidder i et møde med en advokat. De sidder på et kontor og taler om det her, og Søren Schriver fortæller hele planen på det bånd.«
Ifølge advokaten blev den tyrkiske samarbejdspartner afpresset af Søren Schriver til at være med i planerne, der blandt andet ville føre til, at Søren Schriver kunne få omkring 15 millioner i gevinst på ejendomshandlen. Desuden havde Søren Schriver lavet en aftale med Zeynel Akbulut om, at Søren Schriver skulle yde en slags ’konsulentydelser’ overfor den tyrkiske partner, mod at Søren Schriver ville få ti procent af indtægterne fra Zeynel Akbuluts tyrkiske del af Hummel. Angiveligt skulle Søren Schriver have truet med, at Zeynel Akbuluts ikke ville få sin tyrkiske Hummel- licens fornyet, hvis han ikke makkede ret.
Søren Schriver fastholder dog over før Børsen, at han aldrig selv har villet investerer i den pågældende ejendom, men at han blot har undersøgt mulige finansieringskilder for den tyrkiske samarbejdspartner. Den forklaring bakkes desuden op af to erhvervsfolk, som Børsen har været i kontakt med. De fortæller, at de for flere måneder siden blev kontaktet af Søren Schriver om ejendommen i Tyrkiet.
Ifølge dem blev det ikke præsenteret som en ejendom, som Søren Schriver selv ville investere i.
Søren Schriver er nu blevet anmeldt til politiet af Stadil-familien for blandt andet bestikkelse i form af returkommission samt for forsøg på bedrageri eller mandatsvig.