Den øverste ansvarlige på psykiatriområdet i Region Midtjylland, direktør Gert Pilgaard, nægter at kommentere de ansattes konkrete beskyldninger mod ledelsen. Han opfordrer samtlige ansatte, der kender til problemer, til at fortælle om dem.

Hvad er din reaktion på de ting, de ansatte fortæller om i dag?

- Hvis der er medarbejdere, der ligger inde med sådanne oplysninger, så ville jeg have ønsket, at de benyttede sig af den whistleblowerordning, vi har. Derudover har man altså pligt til at gå til sin nærmeste overordnede, og hvis det ikke er tilstrækkeligt, så skal man gå til den næste overordnede.

Men kan du ikke forstå, at man bliver lidt nervøs for det, når kritik udløser ’Bad Standing’?

Jeg kan ikke kommentere udsagn af denne karakter. Men man har en forpligtelse til at reagere.

Hvorfor må de ansatte ikke tale med pressen?

Den almindelige holdning er, at man har lov at udtale sig.

Hvad er det, I ikke vil have frem?

Det vil jeg ikke kommentere.

De ansatte forklarer, at problemerne fejes ind under gulvtæppet, hvorfor gør i det?

Jeg har sagt, hvad min holdning er. Desuden har vi besluttet at lave en ekstern undersøgelse af afdelingen. Jeg synes ikke om, at folk render rundt med det indtryk, og derfor håber jeg, de vil bruge de ordninger, der er.

Flugttal passer ikke

Undlader I at få patienter efterlyst ved politiet af hensyn til dårlig omtale?

Det har jeg ingen kommentar til.

Ifølge de ansatte vidste alle i ledelsen, at jeres flugt-tal ikke kunne passe, hvorfor sagde I det så ikke?

Jeg har ingen kommentar til de konkrete oplysninger.

Ifølge BTs oplysninger er ledelsen også internt blevet gjort opmærksom på, at tallene ikke kunne passe, hvorfor tog I det ikke seriøst?

Jeg kan sige, at man som leder og medarbejder har pligt til at gå udenom sin nærmeste leder, hvis denne ikke reagerer.

Men kan du garantere, at det ikke udløser repressalier at komme med kritik af sin ledelse?

Der skal ikke ske noget ved at gå til den øverste ledelse med problemerne. Og man har også lov at gå til pressen, der er jo ytringsfrihed, så det skal der heller ikke ske noget ved.