Det er skønne spildte kræfter at forsøge at undgå kulhydrater fra eksempelvis pasta og brød i kosten, lyder det fra Diabetesforeningen på baggrund af ny rapport fra Sundhedsstyrelsen.

Drop ris, pasta, kartofler og brød og spis mere fedt og protein. Det er trenden bag den populære low carb-diæt, hvor man skærer ned på kulhydraterne.

Men det er slet ikke nødvendigt, i hvert fald ikke hvis man er en af de 320.000 danskere, der har diabetes.

En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen har undersøgt, hvordan indtaget af kulhydrater påvirker type 2-diabetikeres blodsukker og BMI-tal. På den baggrund anbefaler styrelsen, at man blot følger de officielle kostråd.

Og det er nyttig viden for diabetikere.

»Vi oplever, at folk ringer og spørger, om det kunne være en fordel at gå over på low-carb diæten. Og det kan det måske også være for enkelte, hvis man er meget dedikeret og har lyst til at prøve det af. Men den generelle anbefaling er, at man følger de almindelige kostråd,« siger Lisa Heidi Witt, der er diætist i Diabetesforeningen.

De officielle kostråd siger, at kosten skal består af 45-60 procent kulhydrat, 10-20 procent protein og maksimalt 35 procent fedt.

Både low-carb diæten og de officielle kostråd fører ifølge rapporten til et lavere BMI og et bedre blodsukker på den korte bane, men langtidsvirkningerne af kuren uden kulhydrater er endnu usikre.

»Igennem rådgivningen taler jeg med mange, der ønsker at tabe sig ved at ændre på deres madvaner. Og for mange vil en diæt, der har et lavt indhold af kulhydrater, være en stor ændring i hverdagen. Det kan være én af årsagerne til, at de officielle kostråd ser ud til at virke bedst,« siger Lisa Heidi Witt.

De gode kulhydrater fås ved at vælge madvarer med et højt indhold af fuldkorn som for eksempel havregryn, rugbrød, fuldkornspasta og -ris, oplyser Diabetesforeningen.

Hvis man alligevel vælger at skære ned på kulhydraterne, skal man være opmærksom på hvilke fedtstoffer, man spiser.

»Hvis man skærer ned på kulhydrater i kosten, så får man næringsstofferne andre steder fra, altså typisk fra fedt og protein. Og der er det vigtigt at vælge de sunde fedtstoffer, især planteolier som raps og olivenolie. Nødder, mandler og oliven indeholder også sunde fedtstoffer frem for de faste og mættede fedtstoffer,« siger Lisa Heidi Witt.

Hvis maden er meget proteinholdig, skal man også være opmærksom på, at det kan give nyreproblemer, lyder rådet.

Antallet af diabetikere er ifølge Diabetesforeningen fordoblet over de seneste ti år. 320.545 danskere har i dag konstateret diabetes, men hele 750.000 danskere skønnes at have forstadie til diabetes.