Erhvervsorganisationen DI vil af med det sjette SU-år til studerende og i stedet bruge pengene på at hjælpe skolebørn med at bryde social arv, så de får en videregående uddannelse.

SU lever ikke i tilstrækkelig grad op til formålet om at hjælpe unge med at bryde deres sociale arv og sikre dem en videregående uddannelse, selv om de kommer fra hjem uden traditioner for at studere.

Sådan lyder meldingen fra erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI), der i forbindelse med en ny analyse anbefaler politikerne at droppe det sjette år med SU, så det fremover kun bliver muligt at få SU i højst fem år. Det skriver Berlingske.

I stedet anbefaler DI, at pengene bliver brugt på at hjælpe flere børn i daginstitutioner og skoler med at blive inspireret til at læse og regne og interessere sig for undervisning. Dermed kan de senere i livet få de videregående uddannelser, som deres forældre ikke har fået, og som der ikke er tradition for i deres omgivelser.

- SU er tænkt som en måde at give alle, uanset baggrund, mulighed for at få en uddannelse, siger DIs forskningspolitiske chef, Charlotte Rønhof, til Berlingske og uddyber:

- Argumentet for at give det sjette SU-år har blandt andet været, at det er med til at give et løft til de studerende, der på grund af deres baggrund ikke er så godt stillet uddannelsesmæssigt. Men det holder altså ikke.

Charlotte Rønhof henviser til, at SU-niveauet ifølge analysen offentliggjort i DIs nyhedsbrev, Indsigt, er blevet så højt, at det ikke kan øge den sociale mobilitet yderligere. Tværtimod er der i dag primært unge fra såkaldte ikke-uddannelsesfremmede hjem på de lange videregående uddannelser.

- Derfor er det bedre at bruge pengene på børn, der ikke har så gode skolemæssige forudsætninger. Dermed giver vi alle børn de samme forudsætninger for at klare sig godt, uanset hvor de kommer fra. De spiller så at sige på samme bane, siger den forskningspolitiske chef.

Venstres forskningsordfører, Esben Lunde Larsen, kalder DIs forslag »en interessant tanke« og tilføjer, at Venstre ønsker, at studerende fremover kun kan få SU til deres normerede studietid.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) understreger, at det først og fremmest er vigtigt at få de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet end i dag, og at det i den forbindelse »ville være lidt snævert kun at kigge på det sjette SU-år«.

- Men vi lægger op til debat, og DI er meget velkommen til at deltage, siger han.