Et 'like' på Facebook har kastet Dansk Folkepartis folketingsmedlem Ib Poulsen, der er viceborgmester i Thisted, ud i et stormvejr.

Mange mennesker har stået klar til at tage imod de første flygtninge, som ankom til teltlejren udenfor Thisted. Men ikke alle.

I Facebook-gruppen 'byrødderne i Thisted Kommune', har en person ifølge Nordjyske taget afstand fra flygtningevelkomsten:

»Landsskadelig virksomhed. Når krigen kommer, husker vi jer,« skrev vedkommende.

Tråden blev senere blevet slettet, men ikke før Ib Poulsen nåede at give opslaget et 'like'.

'Et udtryk for frustration'

Til Nordjyske forklarer han, at han ikke mener, der er grund til at opfatte truslen så bogstaveligt. Tværtimod mener han, at opslaget blot er et udtryk for frustration.

Han forklarer, at han kun gav opslaget et 'like', fordi han deler frustrationen.

»Jeg deler den frustration, der er blandt flere og flere danskere over de mange migranter, der vælter op gennem Europa, alt imens vores ældre ikke kan få en værdig alderdom og komme på toilettet, når det presser sig på,« siger han til TV 2.

Ib Poulsen forklarer dog også, at han ikke er enig i selve formuleringen af opslaget. Kun i frustrationen.

»Hvis de (danskerne, der var mødt op ved teltlejren, red.) var lige så ivrige for at hjælpe de ældre, så det nok bedre ud på plejehjemmene. De ældre sidder og græder over, at de ikke får den pleje, de har fortjent. Men jeg ved godt, det ikke giver så meget omtale i medierne at hjælpe dem,« siger han til TV 2.

De nye teltlejre for flygtninge ved Thisted blev taget i brug i sidste uge. Teltlejren vil primært være rettet mod enlige, mandlige asylansøgere, og der er plads til omkring 100 i lejren.

Opdateret: Det fremgik tidligere af artiklen, at Ib Poulsen var blevet politianmeldt, men det gælder imidlertid vedkommende, der har lavet Facebook-opslaget med det truende indhold og altså ikke DF-politikere.