Vi skal skælde vores børn ud, når de gør noget forkert, for det er sundt, at de føler skam. Ellers får vi et samfund af små barbarer, hvor jungleloven hersker, det mener politiker Marie Krarup. Eksperterne er dybt uenige og mener, det skader børnene.

Politikeren Marie Krarup (DF) mener, vi står med et generelt problem, når det kommer til børneopdragelse.

»Forældre tør ikke at være forældre. De tør ikke gøre det, der er normalt og vise autoritet over for deres børn,« siger hun til BT.

»Skældud er enormt vigtigt. Selvfølgelig skal det ikke være en nedgørelse eller tilsvining, men børn skal irettesættes, hvis de gør noget forkert. Foregår det med høj stemmeføring, er det okay – det er langt værre at lade være.«

De seneste år har debatten om børneopdragelse været glødende i det ganske danske. Begrebet ’curlingbørn’ er blevet født og flittigt brugt om børn, der udvikler sig til små tyranner, fordi forældrene oprager dem til altid at tænke på sig selv først.

Måske er det netop derfor, at modsvaret i debatten den senere tid har handlet om behovet for mere markante og håndfaste forældre, der sætter tydelige grænser for deres børn, så de ikke ender som selvoptagne egoister med mangel på respekt for andre. Men uenigheden om hvordan børn skal opdrages, vil ingen ende tage.

I 2015 udkom en undersøgelse fra Psykiatrifonden, der konkluderede, at skældud er lige så skadeligt for børn som lussinger.

Politikeren Marie Krarup mener derimod, at skældud er en nødvendighed. Hun faldt for nyligt over en artikel af en af Sveriges mest anerkendte familieterapeuter Petra Krantz Lindgren, der mener, at skældud er skadeligt for børn, fordi det får dem til at føle skam.

Det var dét, der fik Marie Krarup til tasterne, og Politiken bragte søndag en korrespondance mellem politikeren og familieterapeuten, der er dybt uenige i, hvorvidt skældud er en nødvendighed eller en katastrofe.

En af Marie Krarups hovedpointer i modsvaret var: ’Hvis du elsker dine børn, har du pligt til at skælde dem ud, når de gør noget forkert!’

Til BT forklarer hun, at skamfølelsen er hele meningen med skældud.

»Børn skal skamme sig. Ellers er der jo ikke noget, der ændrer sig.«

Debatten fortsatte tirsdag morgen i Radio24syv, hvor politikeren diskuterede børneopdragelse med psykoterapeuten Fie Hørby, som særligt lagde vægt på, at det får konsekvenser for børns selvtillid helt op i voksenlivet, når de får skældud. Men her er Marie Krarup også uenig.

»Hvis selvtillid er, at man tror, alt er godt, så skal man ikke have den selvtillid. Det er godt og sundt at skamme sig over forkerte handlinger. Men man skal selvfølgelig ikke skamme sig over sin eksistens,« siger Marie Krarup og uddyber:

»Skældud retleder børn. Hvis et barn for eksempel har slået en kammerat, skal forældrene påpege, at det er fuldstændigt uacceptabelt, og så skal barnet skamme sig for ikke at gøre det igen. Ellers får børn ikke indbygget et moralsk kompas.«

Marie Krarup tror uenighederne bunder i et forskelligt menneskesyn.

»Jeg har kristent menneskesyn og tror på, at vi er født som syndere, og at vi har noget ondskab i os. Det er noget, man skal lære at forsøge at kontrollere. Vi skal gøre vores børn opmærksomme på det, så de ikke kommer til at køre ud af et spor af ondskab,« siger hun og fortsætter:

»De (Fie Hørby og Petra Krantz Lindgren red.) har den opfattelse, at mennesket er født godt. Men jeg tror på, at hvis et barn får lov at vokse op uberørt af menneskelige hænder, så bliver det en vild barbar. Så bliver det jungleloven, der regerer i vores samfund.«

Marie Krarup har inden sin politiske karriere undervist som gymnasielærer i fem år, der mærkede hun tydeligt, at mange elever føler sig som verdens centrum og ikke lytter til andre. Hun mener, forældrene har gjort dem en bjørnetjeneste og dette er resultatet heraf.

»Hvis man udelukkende arbejder ud fra en anerkendende pædagogik, svigter man sine børn. De får ikke et realistisk billede af verden, de bliver selvoptagne og opdager ikke, at de begår fejl eller sårer andre mennesker. De bliver ganske enkelt en plage at være sammen med.«

Hun understreger, at man selvfølgelig også skal vise sine børn, at man elsker dem. Men det gør man også ved at skælde dem ud, når de gør noget forkert.

»Man har en forpligtelse som forældre. ’Stop det! Det er ondt og forkert!’ er en del af det.«