Venstre og Dansk Folkeparti retter nu hård kritik af regeringen, efter gårsdagens redegørelse bl.a. viste, at der gik fire timer fra terrorangrebet i Krudttønden til at synagogen i Krystalgade i København blev bevogtet.

»Jeg synes det var et pinligt, pinligt pressemøde, hvor justitsministeren gør PET-chefen som syndebuk. Det er statsministeren der har givet forkerte oplysninger, og regeringen, der har overhørt advarsler fra det jødiske samfund om manglende beskyttelse. Jeg vil nu have justitsministeren i samråd, og så vil vi prøve at samle flertal til en skarp kritik af regeringen,« siger Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup.

Det bekymrer Venstre, at statsminister Helle Thorning-Schmidt fejlagtigt har udtalt, at synagogen blev bevogtet umiddelbart efter det første angreb havde fundet sted.

»Når regeringen og Helle Thorning-Schmidt  siger noget, der er faktuelt forkert, så viser det, at regering ikke har haft tilstrækkelig styr på et så alvorligt område, som det her er. Det giver en bekymring, om regering ikke behandler området på betryggende vis. At de vælger at give andre skylden viser, at de krybe uden om ansvaret,« siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen.

Enhedslistens retsordfører vil dog ikke rejse kritik af regeringen efter redegørelsen.

»Forventer de borgerlige, at Helle Thorning skulle gå ned og tælle antallet af betjente ved synagogen, inden hun udtalte sig. Jeg synes de fejl, de rer sket er meget kritisable, men jeg kan ikke se, at man kan klantre regeringen, at der kommet forkerte informationer fra politiet. Jeg synes der nu går lovlig meget valgkamp i den med det her spil om at placere ansvar hos regernigen.«

Men hvis PET’s chef, Jens Madsen, har talt usandt, hvad kan regeringen så gøre?

»Nu ved vi ikke, om han har talt forkert. Man kan undre sig over, hvorfor justitsministeren ikke er mere klar? Man kan få den tanke, at det var en belejlig syndebuk,« siger Karsten Lauritzen.