Måske skal det kommende testcenter for kæmpevindmøller ligge et helt andet sted end ved Østerild i Thy.

Det siger miljøordfører Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti. Miljøminister Karen Ellemann (V) har tirsdag bedt om et nyt mandat til at ekspropriere og fjerne fem ældre vindmøller i området. Ellers bliver støjgrænserne overskredet i Thylejren og landsbyen Hjardemål, når kæmpemøllerne begynder at snurre. Men DF er ikke parat til at stemme for, som sagen står.

- Nu vælter skeletterne ud af skabet, og jeg er ræd for, vi ikke har set det sidste. Det her er simpelt hen en skandale af rang. Det må få konsekvenser for nogen, at man ikke har gjort sit forarbejde godt nok i så højtprofileret en sag, siger Dohrmann til Ritzau.

DF vil nu have sagen gennemgået med tættekam. Jørn Dohrmann er vred over, at Karen Ellemann lægger op til at få sit lovforslag hastebehandlet, så det kan vedtages inden jul.

- Nu får vi en gang til sat pistolen for panden. Det er som om, at hvis noget er i ministerens interesse, så kan det bare få det grønne stempel. Vi kender heller ikke til finansieringen - hvem skal betale for det her? Måske skulle centret ligge et helt andet sted? Man kunne måske anlægge en kunstig tange et sted, hvor møllerne kan stå, og det ville måske blive lige så billigt i sidste ende, mener Jørn Dohrmann.

DF er med i regeringens forligskreds bag det omstridte testcenter sammen med S og SF. Mette Gjerskov (S) har allerede taget forbehold for sit partis støtte til Karen Ellemanns nye lovforslag, og Dohrmann har heller ikke lovet miljøministeren noget.

- Undervejs har mange peget på, at sagsbehandlingen var for hurtig og for mangelfuld. Men vi har hele tiden fået at vide, at alt var undersøgt, og at der ikke er noget at komme efter. Nu må vi jo konstatere, at jo, det er der, siger DF's ordfører.



/ritzau/