Mattias Tesfaye (S) er dybt chokeret over polske håndværkeres toiletforhold under en renovering af en strandvejsvilla uden for København.

Derfor har han tirsdag lagt et billede af håndværkernes toilet i et hjemmelavet telt i en have op på sin Facebookside.

Opslaget er allerede delt over 1.000 gange.

»Det hører ikke det 21. århundrede til. Det hører 1800-tallet til,« siger Mattias Tesfaye til BT.

Han mener, at de virksomheder, der følger spillereglerne og giver ordentlige forhold til sine ansatte bliver truet af de virksomheder, der ikke opfører sig ordentligt, fordi de derved sparer på udgifterne.

Politikeren, der selv har arbejdet som murer, mener, at mange kunder måske tænker, at håndværkerne kun er ved dem et par uger, og at det derfor ikke kan betale sig at sørge for ordentlige toiletforhold.

Men håndværkerne arbejder måske tre uger der og tager så videre og arbejder en kort periode et andet sted, fortæller Mattias Tesfaye, som derfor mener, at man skal sørge for ordentlige forhold.

»Det virker måske som en spildt udgift for kunden, men det er væsentligt for håndværkerne,« siger han.

Mattias Tesfaye har selv stået på en tankstation og købt en fransk hotdog for at kunne legitimere et besøg på toilettet, da han arbejdede som murer, fortæller han til BT.

En ting er dog loven. Noget andet er virkeligheden, og den viser, at mange firmaer har sparet på forholdene efter krisen, ifølge Mattias Tesfaye.

Han mener også, at det er en udfordring, at østeuropæiske håndværkere kommer til Danmark for at arbejde uden at kende til sine rettigheder. Det fører måske til, at de danske håndværkere afvænner sig noget, som de har været vant til, som for eksempel ordentlige toiletforhold, mener Mattias Tesfaye.

Men selvom der er nogle, der har dårlige forhold skal det ikke være en undskyldning for at alle skal have dårlige forhold, mener politikeren.

BT har været i kontakt med personen, der har taget billedet.