Familierne til danske Poul Hagen og amerikanske Jessica Buchanan er lettede over at deres kære igen er i blandt dem og kan se frem imod lysere tider.
I en pressemeddelelse takker familierne til Poul Hagen Thisted og Jessica Buchanan for den store indsats i forbindelse med befrielsen af de to gidsler fra somaliske pirater, onsdag nat.
- Det er en lettelse for os at Jessica og Poul er blevet løsladt fra fangenskab og at de begge er i god behold, udtaler de to familier. Samtidig bliver der bedt om forståelse og respekt for den hårde tid forude.
- Vi bliver nødt til at se fremad og det vil tage tid for os at vende tilbage til et normalt liv.
Århusianske Poul blev taget til fange den 25. oktober 2011 og blev i denne uge genforenet med sin kone, Marie Thodberg, der rejste ud for at hente sin mand. Hun har ikke tidligere ønsket at udtale sig om frigivelsen, men det kan på baggrund af pressemeddelelsen bekræftes at det har været en svær tid for familien.
Familierne takker derudover medierne for den fine håndtering af sagen.
Af Mathilde Ive



















