Mange meget velhavende boligejere har de seneste år købt dyre millionvillaer blot for at rive dem ned. Ifølge ejendomsmæglere er det en trend, der ses over store dele af landet.

Måske har du selv tænkt over det, hvis du på det seneste har gået en tur ad den dyre Frederiksborgvej i Roskilde, ad Strandvejen i Middelfart eller ved i andre af Danmarks eksklusive kystnære boligområder. Ja, selv Mærsk Mc-Kinney Møllers lukseriøse villa i Chalottenlund har lidt samme skæbne.

Flere steder har man de seneste år jævnligt kunne se, at dyre villaer med fantastiske beliggenheder til priser på otte-ti millioner kroner eller mere er blevet jævnet med jorden - blot for at blive erstattet af andre.

Villaerne har ofte udsigt til vandet og ligner generelt drømmeboligerne for mange. Og derfor kan det også undre, at nogen vælger at rive dem ned.

BT har talt med flere ejendomsmæglere rundt omkring i landet, der bekræfter trenden. Ifølge ejendomsmæglerne er der tilsyneladende en del boligkøbere i Danmark, der er så pengestærke, at de uden problemer kan ofre otte-ti millioner kroner på en beliggenhed – selv om de ikke kan lide huset.

Ejendomsmægler Erik Svendsen fra Home i Roskilde fortæller, at det har foregået i noget tid.

»Ja, det er helt sikkert et fænomen, vi ser. Hvis ikke bygningen er tidssvarende nok, eller det er for dyrt at få den moderniseret, så vælger man at rive ned og bygge noget nyt,« siger han til BT.

Han fortæller, at det typisk er folk med gode job og en god egenkapital, der har råd til at købe huse i den prisklasse for blot at rive dem ned og derefter bruger mange millioner på at bygge nyt.

»Ofte er det erhvervsfolk,« forklarer ejendomsmægleren.

Også i de eksklusive områder i Jylland – som for eksempel ved Silkeborgsøerne og i Risskov ved Aarhus ses trenden.

»Der er helt klart en tendens i markedet til, at man river ned og bygger noget nyt, hvis det der står på grunden ikke helt svarer til grunds beliggenhed. Folk efterspørger de gode beliggenheder,« forklarer ejendomsmægler Christian Schjøth fra Lokalt Liebhaveri, der blandt andet sidste år stod for salget af Jyllands andendyreste villa, som er beliggende i Silkeborg – kun et stenkast fra dynekongen Lars Larsens hus.

Denne villa på Ved Stranden i Egå blev årets dyreste i Jylland i 2016. Villan blev opført efter at sælgeren havde købt to matrikler og revet de eksisterende huse ned, hvorefter de opførte den pågældende villa i 2008.
Denne villa på Ved Stranden i Egå blev årets dyreste i Jylland i 2016. Villan blev opført efter at sælgeren havde købt to matrikler og revet de eksisterende huse ned, hvorefter de opførte den pågældende villa i 2008. Foto: EDC Poul Erik Bech Risskov
Vis mere

Jyllands dyreste villa i 2016, der er beliggende på Ved Stranden i Egå ved Aarhus, er for øvrigt også et resultat af samme trend. De tidligere ejere købte hele to grunde, rev begge huse ned og erstattede dem i 2008 med én helt ny luksusvilla i absolut topklasse.

Rolf Bach, der er ejendomsmægler hos EDC i Risskov og som solgte den dyre villa, har også set flere andre tilfælde, hvor velhavende huskøbere vælger at rive dyre villaer ned. Han fortæller dog, at det primært er de parcelhusagtige villaer, der må lade livet, mens de flotte, gamle patriciervillaer sjældent bliver revet ned.

»Hvis man har 20 millioner kroner, så så vil man ikke bo i noget fra 70’erne eller 80’erne. Så vil man gerne have noget nyt,« forklarer han.

Også i Svendborg har ejendomsmægler Per Ørum fra Nybolig stiftet bekendtskab med den nye trend. Han solgte sidste år årets tredjedyreste villa på Fyn til en pris på 8,6 millioner kroner. Men det var tilsyneladende ikke selve huset, som køberne faldt for. Den klassiske etplansville fra 1968 på Grønnevej i Svendborg er nemlig allerede revet ned for at give plads til et nyt luksushjem.

»Det viser, at der findes en kundegruppe, der har økonomien til at gøre det her. Det er ofte erhvervsfolk,« siger Per Ørum og tilføjer:

»Det handler oftest om, at de vil energioptimere boligen og ofte ønsker de også en anderledes boligindretning. I stedet for at bygge huset om vælger de at jævne det med jorden og bygge et nyt«.