Nuuks Plads og Skjolds Plads bliver to af de kommende stationer på Metro Cityringen.

Berlingske.dk kan løfte sløret for, hvor de to stationer skal ligge, og hvad de 15 øvrige stationer kommer til at hedde.

KLIK DIG RUNDT I KORTET OVER DEN NYE METRO HER

De 17 metrostationer på den kommende Cityring i København og på Frederiksberg har nu fået deres officielle navne. Det er bl.a. sket på baggrund af en åben konkurrence, hvor over 200 borgere bød ind med forslag på stationsnavne for seks konkrete stationer.

En jury er i samarbejde med Vejnavnenævnet nået frem til, at stationerne, der var omfattet af konkurrencen, skal navngives efter følgende principper:

Tre af stationerne får navne, som passer til deres beliggenhed. Og de logiske - men ikke særligt overraskende navne - gik også igen blandt borgernes forslag, skriver Berlingske.dk. Det drejer sig om:

Stationen ved Christiansborg skal hedde Gammel Strand. Og stationen, der tidligere var kendt som Frederiks Kirke, får det mere mundrette navn Marmorkirken. Frederiksberg Allé bliver navnet på den station, der i første omgang hed Platanvej.

Stationen ved Landsarkivet, tæt ved Åboulevard, kommer til at hedde Nuuks Plads. Navnet er inspireret af de omkringliggende gader som Hans Egedes Gade og Godthåbsvej. Derudover skal valget også ses som en cadeau til det for nyligt indførte selvstyre i Grønland, skriver Berlingske.dk.

Den station på hjørnet af Haraldsgade og Tagensvej, som tidligere har været benævnt Rådmandsmarken, kommer til at hedde Skjolds Plads. Skjold var en af de første danske konger, der tidligere lagde navn til Skjoldsgade, inden den blev omdøbt til Oluf Palmes Gade. Navnet passer også med gadenavnene i Mimersgade-kvarteret, som er opkaldt efter de allertidligste konger og sagnfigurer fra den nordiske mytologi.

Poul Henningsens Plads på Østerbro var også med i konkurrencen, og trods gode bud fra borgerne som f.eks. Brumleby, Østerfælled, Liva og Øbro faldt valget på navnet.... Poul Henningsens Plads, skriver Berlingske.dk.

Derudover består Cityringen af stationerne København H, Rådhuspladsen, Kongens Nytorv, Østerport, Trianglen, Vibenhus Runddel, Nørrebro, Nørrebros Runddel, Aksel Møllers Have, Frederiksberg og Enghave Plads.

I morgen vil navngivningen blive markeret på stationerne Kongens Nytorv og Nørreport, hvor der vil blive uddelt små "cityringe" forklædt som vanillekranse til de morgenfriske passagerer i tidsrummet kl. 7 til 8.