Det så du ikke på TV: Døde soldater skåret væk

Den barske dokumentarfilm 'Armadillo' om krigen i Afghanistan, som TV2 sendte i aftes, er i virkeligheden endnu mere grum.

For at få den til at passe ind i tv-kanalens sendeflade måtte filmens instruktør Janus Metz skære 40 minutter af den oprindeligt 100 minutter lange film.

Det har blandt andet betydet, at fortællingen om tre danske soldater, der blev dræbt under Hold 7’s udstationering i Afghanistan, er røget ud.

- Det har krævet drøje valg at klippe filmen ned til en times varighed. Man er nødt til at fokusere på den mest centrale fortælling, og eksempelvis de tre døde soldater har vi ikke taget med i tv-versionen, fordi det ikke skete i umiddelbar nærhed af de primært medvirkende i filmen. Men jeg synes stadig, at filmen holder balancen mellem krigens råhed og projektets idealisme, fortæller instruktør Janus Metz til B.T.

Filmfolkene kom under kampene mellem de danske soldater og Taleban helt tæt på krigens rædsler, og oplevede til deres overraskelse en slags fascination af de livsfarlige skyderier.

- Jeg tog derned med en forestilling om, at når vi oplevede kamp, så ville vi blive så skræmte og chokerede, at vi ville løbe tilbage i lejren. Men jeg mærkede en skræmmende følelse af, at det faktisk også var spændende og forførende. Der var nærmest et jagtinstinkt, der greb ind.

Det var overrumplende at opleve, og på en eller anden måde mere foruroligende, end at vi allesammen skulle blive bange for døden og blodet, tilføjer Janus Metz.

Efter den meget debat om Armadillo-filmen tvivler han på, at det i dag ville være muligt at få lov til at lave en lignenede dokumentarfilm.

- Jeg tror, at forsvaret er blevet ekstremt forsigtige med, hvordan de håndterer medierne efter 'Armadillo'. Jeg kan kun frygte, at de historier, som vi får ud fra Afghanistan, kommer ud gennem stor informationskontrol. Vi mødte stor modstand i vores proces med at lave filmen færdig i forhold til det optagede materiale, men slutresultatet er ikke på nogen måde blevet censureret, understreger han.

Den oprindelige, lange version af 'Armadillo' kan ses på TV2 søndag aften kl. 22.45.

baa@bt.dk

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her