Det kan stadig svare sig at blive influenza-vaccineret, hvis man er i den særlige risikogruppe. Det er dog bedst at lade sig vaccinere inden influenza-sæsonen går i gang, lyder det fra Statens Serum Institut.

Influenzaen hærger Danmark i øjeblikket, og mange danskere har ligget syge henover jul og nytår. Men kan det stadig betale sig at blive vaccineret mod virussen, hvis man endnu ikke er blevet smittet? Ja, lyder svaret fra Statens Serum Institut.

- Vaccinen virker ganske vist først efter fjorten dage, men vi kan godt forvente, at der cirkulerer influenza-virus i flere uger endnu. Så selv om sæsonen snart er ved at gå retur, kan man alligevel godt nå at få en effekt af vaccinen, hvis man ikke allerede er blevet smittet, siger Tyra Krause, overlæge ved Statens Serum Institut.

Man har imidlertid ingen gavn af vaccinen, hvis man allerede har haft influenza eller får influenza inden for de fjorten dage, hvor vaccinen ikke har nogen effekt.

Og vil man have mest ud af influenzavaccinen, skal man få den, inden sæsonen for alvor går i gang i begyndelsen af oktober, hvor vaccinen desuden bliver tilbudt gratis for folk i risikogrupperne. Det gælder blandt andre folk på 65 år eller derover, folk med kroniske lidelser, svært overvægtige samt gravide i andet og tredje trimester.

- Det er helt klart, at man får det bedste udbytte af vaccinen, hvis man tager den i starten af sæsonen, inden der begynder at cirkulere influenza, men da man over en sæson godt kan have influenza cirkulerende i seks til otte uger, kan man godt have effekt af den, hvis man ikke har været syg endnu, siger hun.

Influenzasæsonen løber normalt over otte uger, heraf et par uger med stigende aktivitet og fire uger med høj aktivitet efterfulgt af et par uger, hvor aktiviteten falder. Ifølge Tyra Krause er vi i øjeblikket to til tre uger inde i virusforløbet, og kan derfor godt forvente fem til seks uger endnu, men mest i de kommende to til tre uger.